
Slyngvenner
Assens Kommune er i fuld gang med at skabe et nyt vådområde. Den smalle, snorlige Haarby Å får sine slyngninger tilbage og bliver op til fem meter bred, og der bliver gravet nye søer.
Kommunens projektleder, vandløbsmedarbejder Jesper Kirkegård, kalder det ”knaldgodt” at slynge åen og igen sætte det tørlagte område delvist under vand. Åen blev rettet ud for næsten 200 år siden.
– Jo mere vand i området, jo mere kvælstof forsvinder, og jo mindre kvælstof ledes via Haarby Å ud i Helnæs Bugt, forklarer han.
Vådområdet bliver 32 hektar stort og vil spare bugten for fire ton kvælstof om året. Samtidig vil det fungere som en slags svamp, når der falder rigtig meget regn, så risikoen for vand i kældrene i Haarby bliver mindre.
16 år gammelt projekt
Ideen til vådområdet blev fostret af det gamle Fyns Amt i 1998, men der kom først skub i projektet, da det blev overtaget af Assens Kommune.
Jesper Kirkegaard fik sagen i 2010, og han kom i god snak med de 16 lodsejere omkring åen. Én var bekymret for sin fiskeret, en anden for sin skov, og alle ville de naturligvis gerne sikre sig, at vandet ikke breder sig ud over det planlagte vådområde.
– Men det er kommunens ansvar, og det bør ikke ske. Hvis det alligevel sker, må vi tilrette projektet, siger Jesper Kirkegaard.
De 16 lodsejere, der har været involveret, er i dag tilfredse, også med det økonomiske – prisen for jord, de har mistet, eller erstatning for driftstab.
Tilfreds landmand
Gert Hauch Fenger, som driver Tommerupgård i Haarby, afgiver fem-seks hektar jord til vådområdet. De har været dyrket med blandt andet gulerødder, asparges og rødbeder til Fengers Konservesfabrik, som Gerts farfar grundlagde i
Haarby i 1938. Fabrikken er for længst lukket, men senest har Gert Fenger dyrket blandt andet solbær på markerne. De er nu fræset op.
– Jeg har aldrig stillet mig i vejen for projektet. Farfar har ganske vist investeret rigtig mange penge i at få markerne drænet, men tiderne skifter. Nu skal det så være vådområde, siger han.
Gert Fenger har siden 1999 haft besøg af mange, som ville fortælle og forhandle om vådområdet. Men de har alle sammen været flinke, synes han, og han er fint tilfreds med den erstatningsjord og kompensation, han får for driftstab.
Vådområdet ventes klar til indvielse i november. •
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-28-side-43.pdf