Sæt jer selv på spil!
tekst Anne Tortzen Direktør for Center for Borgerdialog, Ph.d og Kristina Krüger Hansen, Ph.d.
Kære nyvalgte kommunalbestyrelsesmedlemmer.
Tillykke med jeres plads i kommunalbestyrelsen. Ifølge statistikken er I sandsynligvis valgt i en kommune, der har nedsat et eller flere §17 stk. 4-udvalg, hvor opgaven er at udvikle politik sammen med udvalgte borgere og interessenter. Det er ikke nødvendigvis nemt for politikere at træde ind i denne type samarbejdsprocesser. Det store spørgsmål er: Hvordan kan I blive i førersædet og udøve et stærkt politisk lederskab – og samtidig indgå i et givende samarbejde med borgere og interessenter? Hvad kræver det af jer som politikere – og hvad skal der til for at lykkes?
Vores forskning i samskabelse og politisk lederskab peger på en række dilemmaer og udfordringer, som I kan støde på, når I giver jer i kast med at udvikle politik med borgere og andre relevante aktører. På den baggrund får I her nogle gode råd om, hvordan et stærkt politisk lederskab kan kombineres med at udvikle politik sammen med borgere.
Interaktiv politikudvikling
De danske kommuner har en lang tradition for at udvikle politik i samarbejde med borgere og andre interessenter i lokalområdet. Det handler om at få borgerne tættere på beslutningerne – og tage dialogen, før beslutninger træffes. I de senere år er det blevet almindeligt at invitere borgere og andre interessenter helt ind i det politiske maskinrum, for eksempel gennem opgaveudvalg og §17.4-udvalg.
I forskningen går dette fænomen under betegnelsen ”interaktiv politikudvikling” – og teoretisk set er der et stort potentiale i at invitere borgere og andre aktører med ind i det politiske maskinrum. Argumentet er, at en mangfoldighed af aktører og ressourcer kan føre til bedre og mere bæredygtige løsninger – og større tilfredshed hos borgerne. I Gentofte Kommune har kommunalbestyrelsen for eksempel haft succes med et opgaveudvalg, hvor de inviterede en gruppe unge med forskellig baggrund til at udvikle en ny ungepolitik sammen med en række lokalpolitikere. Politikerne oplevede, at de i samarbejde med de unge fik udviklet en helt anden og langt mere rammende politik, end de selv kunne have fundet på.
At jonglere med roller
Det er dog langt fra altid sådan, interaktive politikudviklingsprocesser udspiller sig. Vores forskning viser, at det er vanskeligt i praksis, og at interaktive processer kan udfordre det politiske lederskab. En stor udfordring er, at politikerne bliver usikre på deres rolle i samarbejdet med borgerne. Vanskelighederne ligger i at jonglere med to roller på én gang: Dels en rolle som suveræn beslutningstager med et mandat i ryggen til at træffe beslutninger på vegne af borgerne, og dels en rolle som ”ligeværdig samarbejdspartner” med borgere.
Vi kan se i vores forskning, at den måde, kommunalbestyrelsesmedlemmer håndterer deres repræsentative mandat på, er afgørende for, om det politiske lederskab styrkes igennem samarbejdet. Vores forskning peger på en fælde, som politikerne ofte falder i i samarbejdet med borgere og andre interessenter: De agerer som suveræne beslutningstagere og lytter til borgerne uden at deltage aktivt og sætte sig selv på spil i dialogen. Det er en udfordring, fordi borgerne forventer en ligeværdig relation i samarbejdet. Et vellykket samarbejde om politikudvikling kræver, at politikerne tør sige, hvor de selv står – og ændre mening undervejs. Når politikerne kun lytter, opnår de ikke læring fra de øvrige deltagere og får heller ikke skabt opbakning til deres beslutninger – og det kan skabe frustration og mistillid hos borgerne. For at politikerne kan opnå læring, skal der solide processer til, hvor der er plads til dialog. Det kræver, at politikerne er indstillede på at tale med borgerne og lære af dem.
Lukkede rum
Politikerne ender derfor ofte i en situation, hvor de går tomhændede eller frustrerede fra møder med borgerne. Det sker, fordi de ikke er med til at styre samtalen i en retning, som giver dem svar på de udfordringer, de sidder med. I den sidste ende er de tilbøjelige til at trække sig tilbage i ”lukkede rum” for dér at træffe beslutninger, som borgerne ikke får indsigt i. Det giver dem et frirum til at diskutere uden at være bekymrede for deres mandat. Det er ikke nødvendigvis dårligt, at politikerne har disse lukkede rum, men det forudsætter åbenhed i resten af processen – og forventningsafstemning med borgerne.
At holde balancen
Som kommunalbestyrelsesmedlem er det vigtigt at kunne balancere sin rolle: På den ene side holde fast i retten til at være den, der i den sidste ende træffe beslutninger ud fra et helhedshensyn. På den anden side benytte samarbejdet med borgerne til at blive klogere ved at stille nysgerrige spørgsmål, udfordre borgernes holdninger og fremlægge sine egne – kort sagt sætte sig selv på spil og være åben for at lære nyt. Hvis man formår at balancere disse hensyn, er der god mulighed for, at man kan gå styrket ud af samarbejdet med borgere og andre relevante aktører.
Blive i førersædet
Hvis I som politikere vil lykkes i interaktive processer, skal I sørge for ikke at overlade grebet om processen til embedsværket, men blive i førersædet. Det kan ske ved at komme ind i processen så tidligt, at I får mulighed for at tilrettelægge processer, som giver jer den viden, I har behov for at træffe gode beslutninger og udtænke bæredygtige løsninger. Overvej fra sag til sag, om det er en god idé at udvikle politik i et samarbejde – det er ikke en universalløsning. Interaktive processer egner sig ikke lige godt til alt – de er særligt brugbare, når I som politikere har et reelt behov for input udefra.
Hvis I vælger at indgå i et samarbejde med borgere og interessenter om udvikling af politik i lokalområdet, kan I med fordel overveje de fem følgende spørgsmål, inden arbejdet går i gang:
– Hvorfor vil I inddrage borgere eller andre interessenter?
– Hvilke spørgsmål har I behov for at få svar på i dialogen med borgerne?
– Hvad er jeres vision for arbejdet?
– Hvilken viden og hvilke ressourcer kan I selv bringe i spil i samarbejdet?
– Hvordan kan I håndtere jeres rolle i processen?
Der kan være et stort potentiale forbundet med at gå i dialog med borgere og interessenter. Og det kræver en indsats og modet til at lære, hvis I vil have et godt udbytte af processen. •
Forskning i lokalpolitisk lederskab og samskabelse
Kristina Krüger Hansen har i sin ph.d. ”Lokalpolitisk lederskab i interaktive processer” analyseret seks cases i tre kommuner for at undersøge, hvordan interaktiv politik udvikling påvirker det politiske lederskab.
Anne Tortzen har i sin ph.d. ”Samskabelse i kommunale rammer” undersøgt samskabelsesinitiativer i tre kommuner – herunder politikernes rolle i de samskabende processer.
Begge ph.d.-projekter er udført på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, RUC.
Download ph.d.-afhandlingerne på www.centerforborgerdialog.dk
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-5-side-20-21.pdf