
Konservativ er noget, man opdager, man er
Ved siden af Ole Stephensens hjem i Gentofte, hvor han bor sammen med sin kone, to teenagedøtre og deres to hunde, ligger deres forretning Hundeshoppen. Her arbejder Ole Stephensen også, når han ikke er til kommunalbestyrelsesmøder eller arbejder med andre projekter.
– Jeg har altid haft en politisk interesse, men jeg er fra den generation af journalister, hvor det ikke var velset at bekende politisk kulør, siger Ole Stephensen, der som 62-årig netop er begyndt sin første periode som byrådsmedlem.
På reoler i spisestuen står der kasser med alverdens materiale fra hans liv, som han er ved at sortere. Der ligger blandt andet det politiske månedsblad, der udkom i 1970 og 1971 i Lyngby-Taarbæk Kommune, som Ole Stephensen var med til at producere. Denne udgave har daværende statsminister Hilmar Baunsgaard (R) på forsiden sammen med bogstaverne VKR. Nedenunder står bladudgivernes tolkning af regeringsbogstaverne: ”Vi Krakker Riget”, fordi de var utilfredse med regeringen.
Ole Stephensen er en mand med mange projekter og et langt CV. Månedsbladet er bare et af dem. Derfor er hans familie også vant til, at han finder en ny karrierevej indimellem.
Fra nr. 23 til nr. 4
– Det var egentlig min gode ven Naser Khader, der fik mig til at tage beslutningen om at stille op til valget. Han sagde, at det var på tide, at jeg gjorde noget ved det, siger Ole Stephensen, som længe havde overvejet at stille op.
Ole Stephensen var nr. 23 på listen for de konservative i Gentofte, men røg op på en fjerde plads, fordi han fik så mange personlige stemmer. Han anerkender fuldt ud, at det har hjulpet, at han er et kendt ansigt. I hvert fald på den korte bane. På den lange bane skal han vise, at han kan leve op til det.
– Jeg er konservativ, fordi de ikke er så blå, at det gør noget, og fordi de bestemt ikke er røde. Og så vil jeg give forfatteren Kristian Ditlev ret; konservativ er ikke noget, man bliver, det er noget, man opdager, man er, siger Ole Stephensen med et smil.
Alt er lystbetonet
Ole Stephensen betegner sig som socialkonservativ, da han mener, at man skal klare sig selv, så længe man kan. Derefter skal man hjælpes.
– I øjeblikket fokuserer jeg meget på at gøre mit nærområde mere handicapvenligt og på infrastrukturen. Jeg har brugt Facebook, hvor borgerne er kommet med forslag til, hvad vi kan gøre ved et farligt vejkryds ikke ret langt herfra. Jeg kan bruge deres input, og nu ved de, at det er en mærkesag for mig, forklarer Ole Stephensen.
Det er netop nærværet og det tætte samarbejde med borgerne, der gør, at Ole Stephensen har lyst til at være en del af kommunalpolitik.
– Alt, hvad jeg nogensinde har lavet, har været lystbetonet. Jeg har kun haft ét job, jeg ikke havde lyst til i hele mit liv. Det var lige, da jeg var gået ud af skolen, og et firma ansatte mig til at folde papkasser. Derfor deler jeg ikke mine timer op i arbejde og fritid. Jeg er taknemmelig for at være så privilegeret, siger Ole Stephensen. • sarp@kl.dk
Blå bog
- Ole Stephensen, 62 år, bor i Vangede, Gentofte med sin kone, sine to døtre og to hunde af racen Rue De Crois.
- Journalist, forfatter, tv-vært, skuespiller, producent, indehaver af Special Assignments Aps og Hundeshoppen Aps.
- Udvalgsposter: teknik og miljø, børneudvalget og næstformand i byplan og arkitektur.
Rundt om
- I stedet for en konfirmation, fik Ole Stephensen en trykkemaskine, så han kunne trykke sine egne blade.
- Skrev digtsamlingen ”Stormudsalg” som 15-årig og solgte den på Strøget for at finansiere en tur til Thylejeren.
- Blev ved et tilfælde skuespiller, da der ikke var andre, der ville være med i TV Avisens nytårsrevy. Sådan startede samarbejdet med Jarl Friis-Mikkelsen.
- Har spillet med i enkelte afsnit af Bamse og Kylling som Kyllings mor.
- Har produceret undervisningsmateriale om EU til gymnasieelever.
- Rejste som undercoverjournalist i 2014 rundt i landet for at interviewe lottovindere, der ønskede at forblive anonyme. Det kom der bogen ”Tænk – Jeg vandt” ud af.
- Er ved at skrive bogen ”I mit næste liv vil jeg være min kones hund”, fordi han sommetider mener, at hundene bliver behandlet bedre end ham.
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-7-side-44-45.pdf