
Faxe Kommune strammer grebet om millionbedragere
tekst Sascha Reiffenstein Petersen
Kontrolgruppen i Faxe Kommune har indsamlet 8,1 millioner kroner til kommunekassen i 2017 på grund af socialt bedrageri. 6,9 millioner kroner af dem skyldes, at der skal udbetales færre ydelser, mens de 1,2 millioner kroner skal betales tilbage af borgerne.
I kontrolrapporten kan man læse nogle konkrete, anonymiserede eksempler på socialt bedrageri i kommunen.
For eksempel om en forretningsmand, der gik konkurs under finanskrisen, som efterfølgende fortsatte med en konsulentvirksomhed. Det gjorde han uden at være registreret og uden at betale skat eller moms. Samtidig modtog han kontanthjælp. Sagen er i politiets hænder og afventer at komme for retten.
Der er også kvinden, der fik sygedagpenge i Faxe Kommune, mens hun samtidig tjente penge på sin restaurant i en anden kommune.
Kontrolgruppen stopper dem, der rager til sig
Det er sådan nogle sager, der får kontrolgruppen til at fortsætte i 2018. Gruppen har klare mål for, hvor de vil sætte ind, fortæller centerchef for Kultur, Frivillighed & Borgerservice i Faxe Kommune, Benny Agergaard.
– I 2018 skruer vi en anelse op for blusset. Vi vil i flere tilfælde vurdere, om sagerne skal meldes til politiet. Og vi vil sætte mere fokus på de såkaldte folkeregistersager, hvor der er mulighed for at give bøder, hvis folk snyder med, hvor de bor, siger Benny Agergaard.
René Tuekær fra Borgerlisten, der er formand for Plan & Kulturudvalget, er tilfreds med kontrolgruppens indsats.
– Tendensen i samfundet er klar. Der kommer et stigende antal henvendelser fra kolleger i kommunen til kontrolgruppen, ligesom borgerne også anmelder flere og flere tilfælde af socialt bedrageri. Det kan jeg faktisk godt forstå. Som samfund, i vores tilfælde som kommune, vil vi gerne kunne hjælpe dem, der virkelig har brug for det. Men hvis andre uretmæssigt rager til sig, så er det stødende, siger René Tuekær med henvisning til, at der i 2017 har været 83 flere anmeldelser end i 2016. sarp@kl.dk