
Lokalformænd vil have LA ud af regeringen
tekst Sille Olesen
Liberal Alliances lokalafdelinger er utilfredse med deres politikere på Christiansborg efter nyheden om, at den planlagte skattereform ikke bliver gennemført, og at der i stedet vil blive lavet en markant mindre skatteaftale. Det har fået flere lokalformænd til at så tvivl om, hvorvidt partiet fortsæt bør være en del af regeringen.
En af dem, som er utilfredse, er formanden for Liberal Alliance i Hedensted, Michael Andersen.
− Det er en sort dag for blå politik. Jeg mener, at smertegrænsen nu er nået i forhold til regeringsdeltagelse, siger Michael Andersen til DR.
Liberal Alliance har ellers flere gange truet med ikke at stemme for finansloven, hvis der forinden ikke var lavet en aftale om historisk store skattelettelser. På et pressemøde den 18. december fortalte Anders Samuelsen blandt andet, at regeringen havde aftalt at fortsætte forhandlingerne om en skatteaftale efter juleferien. Men selvom der nu bliver tale om en markant mindre skatteaftale, betragter Anders Samuelsen det ikke som et nederlag.
− Det er ikke et nederlag. Et nederlag, det er, når skatterne stiger. Skatterne falder. Og det gør de konstant, sagde han tirsdag.
Det er dog en vurdering, som flere af lokalformændene ikke deler.
– Det er da et nederlag, at vi nu må nøjes med en lille skatteaftale, når vi havde ambitioner om en større. Det er jo os, der har stået mest på, at vi skal have skattelettelser, siger formand for Liberal Alliance i Egedal Tommy Højegaard til DR. Han fortæller videre, at partiet trænger til en grundig selvransagelse om, hvorvidt de bør sidde i regeringen.
Lokalformanden i Aarhus, Rune Hjortkjær Meldgaard, vil på hovedbestyrelsesmødet i Liberal Alliance i Nyborg på fredag foreslå, at partiet trækker sig.
− Det er jo almindelig kendt for folk, der interesserer sig for politik, at vi har måttet sluge mange kameler i forhold til, hvad der egentlig er vores kerneværdier, fordi vi også er med i et regeringssamarbejde, og fordi et regeringssamarbejde er et kompromis. Og ved at træde ud af regeringen så kan vi jo få lov til at sige vores mening uden at tænke på kompromiset i regeringssamarbejdet, siger Rune Hjortkjær Meldgaard til DR.
Lokalbestyrelsen i Esbjerg opfordrer i en intern facebookgruppe også partiet til at trække sig, oplyser TV2. siol@kl.dk