
Lysere tider blev hurtig flad fornemmelse
tekst Thomas Kokholm Nielsen
Frederikshavns borgmester Birgit Hansen (S) drog til KØF med en følelse af begejstring og optimisme, men efter de indledende taler og debat mellem KL's formand Martin Damm (V) og Finansminister Kristian Jensen (V) gik luften lidt af ballonen.
– Da jeg så indbydelsen fra KL, udstrålede det en vis optimisme. Nu er der nye byråd og politisk lederskab i en opgangstid, og alt går bedre. Så jeg drog afsted med en energi og optimisme. Så hører jeg Martin og finansministeren sige, rolig nu, stadig stram styring. Vi skal holde anlægsudgifter nede, selvom der er stort behov for at investere. Der er sådan stadig lidt afmatning, og det blev den kendte kamp mellem KL og regeringen og finansministeren om, hvem der har fat i den lange ende. Så jeg synes ikke, der var meget nyt under solen. Luften gik desværre lidt ud af mig efter den start, siger Birgit Hansen.
Vi kæmper
Som KL's formand fremførte, så mener Birgit Hansen, at der er brug for investeringer i anlæg. Men det er problematisk, som det ser ud nu.
– I sådan en kommune som vores kæmper vi for at komme ovenpå og for at skabe det økonomiske råderum. Vi bruger alt det, vi har, 3,9 milliarder kroner, på drift. Jeg ved præcis, hvor det er, vi skal investere, når vi får skabt det råderum. Vi har behov for investeringer i kommunale bygninger og asfalt, samt byggegrunde og erhvervsgrunde. Med det anlægsbudget vi har, hopper vi lidt afsted. Der er to ting i det. Det ene er, at selvom vi har et meget lille anlægsbudget, så skal vi stadig bidrage til den store kage (den samlede kommunale økonomi, red.). Vi må s… ikke lave for stort et anlægsbudget. Det andet er, at vi simpelthen ikke har pengene. Så det med at sige, nu er det opgangstider og vækst, så får vi at vide, at nu må vi ikke lave overophedning af økonomien. Det er problematisk, siger Birgit Hansen.
Det lange lys på
Koldings borgmester Jørn Pedersen (V) synes heller ikke, der var mange klare budskaber fra Finansministeren.
– Det er jo opvarmning til økonomiforhandlingerne. Som han siger, man skal passe på med ikke at skabe forventninger, for så skal de indfries. Det var en god politisk tale uden løfter om noget som helst.
Jørn Pedersen er enig i, at investeringer i anlæg er det helt centrale for kommunerne. I den forbindelse synes han, at man skal sørge for at sætte det lange lys på, når det handler om den kommunale økonomi.
– Det, jeg synes, vi skal slå syvtommersøm igennem, det er den usikkerhed, der er om den samlede økonomi år efter år for kommunerne, som betyder, at vi ikke kan langtidsplanlægge. Når vi taler anlæg, så snakker vi ikke næste år. Når vi skal lave en omfartsvej til 100 millioner kroner, så strækker det sig jo over flere år. Lad os finde et niveau, der holder over flere år. Og så synes jeg i den forbindelse, at det er urimeligt, at køb og salg af jord påvirker vores anlægsramme. Lad os få det skrevet ud, siger Jørn Pedersen.
Hvad synes Koldings borgmester så, at de lysere tider for dansk økonomi for dansk økonomi skal bruges til?
– Man skal beslutte det serviceniveau, som borgerne skal have, og det skal ikke svinge efter om det går op eller ned. Men så kan vi bruge opgangstider til at lave de investeringer, der skal til for at sikre, at vi ikke skal reducere i dårlige tider. Altså for eksempel investere i plejecentre med den nyeste teknologi og så videre, siger Jørn Pedersen. tkn@kl.dk