
Ældrerådmand bliver udvalgsformand i KL
tekst Sille Olesen
Rådmand for sundhed og omsorg i Aarhus Kommune, Jette Skive (DF), bliver den nye formand for KL's social- og sundhedsudvalg. Det skriver hun selv i en pressemeddelelse.
Det er første gang, at en politiker fra Dansk Folkeparti for posten som formand for social- og sundhedsudvalget i KL.
Hendes udmelding kommer efter, at den "blå" valggruppe i KL's kommende bestyrelse har holdt møde og har fordelt de udvalgsposter, som gruppen råder over, mellem partierne.
Her har Dansk Folkeparti altså fået posten som formand for social- og sundhedsudvalget.
− Jeg vil arbejde for, at vi får mindre systemtænkning, mindre akademisk ævl og meget mere velfærd på borgernes præmisser, siger Jette Skive.
Ifølge hende pressemeddelelse skive vil hun også gøre op med det, hun selv kalder for ”kandiserede besparelser”.
− Det er tid til at kalde en spade for en spade, og besparelser for besparelser. Det nytter ikke, at vi pakker besparelser ind i effektiviseringssnak og forsødet sprogbrug. Vi taler ned til borgerne, når vi på denne måde kandiserer besparelserne. Det får også den effekt, at borgerne tvivler på oprigtigheden bag begreber som rehabilitering og inddragelse af civilsamfundet, som i høj grad handler om frihed til at klare sig selv og mere medmenneskelighed, og ikke besparelser, siger Jette Skive, der glæder sig over, at det er lykkedes hendes parti at sikre sig en formandspost i KL.
− På vegne af DF, så er jeg stolt af, at vi nu får en toppost i KL. Ældre-og socialområdet er et hjertebarn for Dansk Folkeparti. Og jeg glæder mig til, at vi sætter et solidt aftryk på denne dagsorden igennem KL, siger Jette Skive.
Jette Skive overtager posten efter Thomas Adelskov (S), borgmester i Odsherred Kommune. siol@kl.dk