
Danskernes arbejdsglæde er helt i top
tekst Amalie Guldborg Olesen
Blandt 42 forskellige lande stryger Danmark direkte ind på en tredjeplads, når det gælder arbejdsglæde. Det viser en ny undersøgelse, som konsulentvirksomheden Ennova har lavet. De har indsamlet mere end 35.000 svar på tværs af 42 lande. Ennova laver ofte medarbejdertilfredshedsundersøgelse for en lang række danske og internationale virksomheder.
Danskernes arbejdsglæde skyldes flere ting, fortæller CEO i Ennova, Thomas Vestergaard til Dansk Industri.
− Vi har generelt gode rammer, og mange danske arbejdsgivere har et reelt ønske om at skabe interessante og spændende jobs. Derudover er det vigtigt for danske medarbejdere, at der er et formål med deres job, og at de bidrager til noget større end blot egen leverance. Og det er danske virksomheder gode til at imødekomme.
I Dansk Industri ser man meget positivt på undersøgelsens konklusion.
− Vi er glade for, at Danmark ligger højt på arbejdsglæde. Arbejdsglæde skaber øget engagement og motivation, sygefraværet falder, og et firma, der har et godt ry, har også lettere ved at tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere. Alt sammen er med til at skabe stærke og produktive virksomheder, som kan levere løsninger i verdensklasse, siger chef for ledelsesudvikling i DI, Kinga Szabo Christensen til organisationens eget medie.
Plads til forbedring
Men selvom danskerne er glade for at gå på arbejde, betyder det ikke, at der ikke er plads til forbedringer. Når det gælder ledelse, lander Danmark ind på en 11. plads. Thomas Vestergaard fra Ennova bemærker her, at omkring halvdelen af de danske ledere bruger mindre end 25 procent af deres tid på ledelse.
− Samlet set er ledelsesniveauet i Danmark ganske fornuftigt, men vi ligger ikke i den globale top. Det skyldes formentlig, at danske ledere simpelthen har for lidt tid til ledelse. Mange medarbejdere efterspørger retning og sparring, men en del ledere er efter nedskæringer og effektiviseringer selv endt med mange driftsopgaver på bordet, siger han. amgo@kl.dk