
Horsens vil være vækstmotor i Østjylland
tekst Amalie Guldborg Olesen
Horsens vil etablere nye campusfaciliteter for VIA University College i kommunen, udvikle en stor byggegrund i midtbyen, kaldet Kvickly-grunden, samt skabe et butiks- og oplevelsescenter i det nuværende rådhus. Sådan lyder den nye plan for Horsens midtby.
Den nye Horsens midtby vil ifølge eksperter kunne hente en øget omsætning på over 400 millioner kroner hjem til kommunen og skal rumme op mod 8.000 studerende. Ambitionen er, at udviklingen af midtbyen vil sikre Horsens pladsen som vækstmotor i Østjylland.
Midtby-projektet er et samarbejde mellem kommunen, det kundeejede AP Pension og den lokale virksomhed CASA A/S.
− Horsens er en utrolig spændende og dynamisk by, hvor vi oplever, at der fortsat er et utroligt stort potentiale for udvikling og vækst. I Horsens kan vi være med til at udføre projekter, som både vi og kommunens borgere kan være stolte af, og som samtidig giver vores kunder et fornuftigt afkast, siger Peter Olsen, direktør for AP Pension i en pressemeddelelse og uddyber:
− Planen vil både være med til at sikre et godt handels- og uddannelsesmiljø i Horsens, og samtidig være med til at binde midtbyen bedre sammen. På Horsens vegne er jeg utrolig glad for, at vi med denne omdannelse kan være med til at cementere kommunens position som en vækstmotor i Østjylland.
Den lokale virksomhed CASA A/S, står som entreprenør på etableringen af nye campusfaciliteter og udviklingen af Kvickly-grunden, der skal kunne huse op mod 550 nye boliger, butikker og restauranter.
− Som lokal virksomhed er vi enormt glade for at kunne bidrage til udviklingen af vores by, og samtidig stolte af at indgå i så stort et samarbejde med AP Pension. Det er ikke ukompliceret at gennemføre en så storstilet plan, men efter rigtig gode og grundige forberedelser med kommunen og AP Pension er vi sikre på, at vi i fællesskab kan indfri Horsens ambitioner for omdannelsen af midtbyen, siger administrerende direktør i CASA A/S, Michael Mortensen, i en pressemeddelelse.
Planen skal ses i sammenhæng med kommunens forventning om en befolkningstilvækst på op mod 22 procent frem mod 2040. Alene fra 2012 til 2017 er befolkningen steget med 7,4 procent. Beslutningen om omdannelsen blev truffet i kommunalbestyrelsen tilbage i slutningen af 2016, hvor man i budgetaftalen gav grønt lys for at realisere planen. amgo@kl.dk