
Kommunerne overholder økonomiaftale
tekst Sille Olesen
I 2018 planlægger kommunerne at bruge 246,1 milliarder kroner på serviceudgifter og 17 milliarder til anlægsinvesteringer. Det betyder, at kommunerne præcist rammer det beløb, som blev aftalt i økonomiaftalen, som blev indgået mellem KL og regeringen i juni måned. Det viser de officielle budgettal, som Danmarks Statistik netop har offentliggjort.
− Jeg er meget tilfreds med, at kommunerne endnu engang har formået at overholde økonomiaftalen. Det er en stor opgave, når 98 kommuner skal ramme ét samlet tal for udgifterne, og kommunerne fortjener stor ros for deres indsats for at tilpasse udgifterne, så vi nåede i mål, siger KL-formand Martin Damm i en pressemeddelelse fra KL.
At kommunerne har overholdt økonomiaftalen betyder også, at de nu får udbetalt hele det betingede bloktilskud, som netop er afhængigt af, at kommunernes budgetter holder den aftalte ramme. siol@kl.dk