
77 borgere påvirket af hjemmehjælpskonkurs i Herning
tekst Amalie Guldborg Olesen
Da det private Spar 2 gik konkurs var 77 borgere i Herning Kommune tilknyttet firmaet. De skal nu finde en ny leverandør. 31 af borgerne fik personlig pleje, mens resten fik praktisk hjælp som for eksempel rengøring. Herning Kommune havde på forhånd lavet en beredskabsplan som kan aktiveres, hvis et hjemmehjælps-firma går konkurs. Det betyder, at alle borgerne som fik hjælp fra Spar 2, fortsat kan få hjælp.
–Vi sætter tryghed for den enkelte borger først. Herning Kommune tager med øjeblikkelig virkning over med personlig pleje til de borgere, der har brug for det. Når der er ro på situationen, får de så mulighed for at vælge en ny leverandør. De cirka 50 borgere, der får praktisk hjælp, bliver bedt om at vælge en ny leverandør med det samme, forklarer Søren Liner Christensen, direktør for Social, Sundhed og Beskæftigelse i Herning Kommune i en pressemeddelelse.
Social- og Sundhedsudvalget blev orienteret om situationen tidligere på ugen. Formanden for udvalget Anne Marie Søe Nørgaard (V):
− Det er selvfølgelig beklageligt, at én af vore private leverandører ikke kan leve op til sine forpligtelser over for borgerne. Jeg er glad for, at vi på forhånd har lavet en plan for sådan en situation, og jeg er helt tryg ved, at borgerne er i gode hænder i den kommunale hjemmepleje, siger Anne Marie Søe Nørgaard
Borgerne i Herning Kommunes borgere har nu to leverandører af personlig pleje og seks leverandører af praktisk hjælp at vælge imellem, inklusiv Herning Kommunes egen hjemmepleje. amgo@kl.dk