Robotterne holder messe i Odense igen
tekst Tom Ekeroth
En ny aftale mellem Blue Ocean Robotics og Odense Kommune sikrer Odense Kommunes ambition om, at have et stort udstillingsvindue for robotindustrien i Odense. Odenses robotklynge er i kraftig vækst og beskæftiger mere end 2.600 medarbejdere. Messen skal tiltrække både leverandører til og producenter af robotteknologi, der kan være med til styrke udviklingen af robotklyngen yderligere.
Aftalen mellem Odense Kommune og Blue Ocean Robotics er blevet indgået som udløber af konkurssagen om robotmessen RoboBusiness Europe. Den blev i 2016 afholdt i Odense for første gang med det formål at afholde robotmessen hvert andet år for at promovere byen som Europas robothovedstad. Ved konkursen led Odense Kommune et tab på 1,2 millioner kroner og Blue Ocean Robotics et tab på 0,75 millioner kroner.
Odense Kommune og Blue Ocean Robotics har over en periode arbejdet intenst på at finde frem til, om det var muligt at genetablere en international robot-event og dermed sætte nyt liv i de fælles ambitioner.
Med den nye aftale overtager Blue Ocean Robotics Odense Kommunes tilgodehavende i konkursboet efter RoboBusiness Europe, der hermed fungerer som Odense Kommunes del af finansieringen af en ny robotmesse.
– Jeg er meget tilfreds med, at der nu er sat et punktum for Odense Kommunes del af konkursboet, og at vi nu kan arbejde os frem mod etableringen af en robotmesse for 2018. Blue Ocean Robotics har med den her aftale vist stort initiativ om at nå det fælles mål, og samtidig kan Odense Kommune holde sig skadesfri i forhold til konkursboet efter RoboBusiness Europe. Vi har hele tiden haft den ambition at sikre, at Odense får en stor robotmesse, der understreger Odenses betydning i den globale robotindustri, og den ambition glæder mig bliver indfriet, siger chef for Transformation og Strategi i Odense Kommune, Michael Bruhn Frederiksen. tek@kl.dk