Handicappede kan købe ekstra service
tekst Rudi Holm
Byrådet i Randers har godkendt et forsøg, der gør det muligt for handicappede borgere at købe ekstra service hos det personale, de kender i forvejen. Den slags service er normalt ikke tilladt for kommuner at tilbyde, men fordi Randers Kommune er med i tre frikommuneforsøg på socialområdet, har kommunen fået mulighed for at levere såkaldte tilkøbsydelser.
– Vi har valgt at godkende forsøget for at give borgerne bedst mulighed for at have et givende liv. Handicappede skal have lige muligheder. De skal også kunne gå i biografen eller til fodboldkamp, hvis de har lyst til det, siger formanden for socialudvalget i Randers Kommune, Charlotte Broman Mølbæk (SF), til TV2 Østjylland.
En lovændring, som trådte i kraft den 1. januar i år, har allerede gjort det muligt for borgere med handicap at købe ekstra service, dog kun når det sker i forbindelse med mindst én overnatning.
Med det nye forsøg gives der mulighed for at købe hjælp til blandt andet et enkelt arrangement for eksempel en eftermiddag. Randers Kommune har endnu ikke fastsat priserne på den ekstra service. ruh@kl.dk