
DF'er takker nej til eftervederlag
tekst Tom Ekeroth
Efter weekenden begynder Carl Christian Ebbesen (DF) i nyt job hos DF efter sin periode som borgmester i København, og i den forbindelse har han takket nej til sin eftervederlag.
– Det er ikke i orden, at tidligere borgmestre får et eftervederlag fra kommunen, hvis de får et nyt job.
Sådan siger Carl Christian Ebbesen, der indtil årsskiftet var kultur- og fritidsborgmester i København.
Mandag begynder han i et nyt job i DF's landsorganisation på Christiansborg. Og dermed står han til at få dobbeltløn med et eftervederlag på en halv million kroner fra Københavns Kommune. Men det eftervederlag frasiger han sig altså, fortæller han til Ritzau:
– Loven er sådan, at alle borgmestre, der stopper, modtager et eftervederlag. Det synes Dansk Folkeparti og jeg ikke er rimeligt, hvis man finder sig et andet arbejde. Derfor har jeg taget kontakt til Københavns Rådhus med henblik på at få lavet en modregning i mit eftervederlag på baggrund af den løn, jeg får i mit nye arbejde, siger Carl Christian Ebbesen. tek@kl.dk