Privat praktik får flygtninge i job
tekst Tom Ekeroth
Flere flygtninge kommer i arbejde. Det skyldes både de stærke konjunkturer samt politiktiltag som for eksempel indførelsen af integrationsydelsen. Kommunernes indsats over for ledige flygtninge spiller også en rolle. Foreningen Axcelfuture har analyseret effekterne af kommunernes jobindsats, og konklusionen er, at private praktikordninger har en klar positiv effekt på flygtninges fodfæste på arbejdsmarkedet.
Axcelfuture er en forening stiftet i maj 2012 med det formål at tilvejebringe mere viden om investeringsklimaet i Danmark og komme med forslag til, hvordan man kan forbedre rammerne for investeringer i Danmark. Målet er ”Danmark som fremtidens investering”.
Seniorøkonom Jens Hjarsbech skriver:
"Konklusionen i analysen er, at private praktikordninger har en klar positiv effekt på flygtninges fodfæste på arbejdsmarkedet. Stiger brugen af praktikordninger i kommunerne med 10 procentpoint, vil det betyde en forventet stigning i andelen, som har ordinære løntimer, på op mod et procentpoint. På landsplan var cirka 6.250 personer i virksomhedspraktik i 2. kvartal 2017, svarende til 31 procent af integrationsydelsesmodtagerne. Samme kvartal havde cirka 1.900 personer ordinære løntimer, svarende til ni procent af ydelsesmodtagerne. Blev brugen af privat virksomhedspraktik hævet fra 31 til 41 procent, vil den forventede effekt således være, at yderligere mellem 150 og 210 integrationsydelsesmodtagere i integrationsprogrammet fik ordinære løntimer.
Modsat den øvrige forskning har Axcelfuture ikke fundet signifikante effekter af private løntilskudsstillinger:
"Det kan der være flere årsager til. En årsag kan være, at en løntilskudsstilling i højere grad end praktik fører til et job med nok løntimer til, at personer ikke også har ret til integrationsydelse. Disse personer træder ud af vores population, og kan dermed tænkes at undervurdere effekten af privat løntilskud. Effekten er i princippet den samme for andre tilbud, men kan tænkes at være større for løntilskud. Det skyldes, at en løntilskudsstilling ofte er ”sidste skridt på stigen” mod et ordinært job, mens for eksempel praktik i højere grad fungerer som jobtræning, som kan indeholde ordinære løntimer enten samtidig med praktikforløbet eller efter", skriver Jens Hjarsbech.
Han mener, at resultaterne i analysen bekræfter, at kommunernes jobindsats skal fokusere på de virksomhedsrettede tilbud:
"Og det viser, at dette altså også gælder for helt nytilkomne flygtninge. Det er her, flygtningene får den relevante jobtræning og kontakten til potentielt fremtidige arbejdsgivere. At vores estimationer ikke viser en effekt af privat løntilskud skal tolkes med varsomhed, da de fleste andre studier viser positive effekter heraf. Der er derfor stadig god grund for kommunerne til at satse på både privat praktik og privat løntilskud", mener Jens Hjarsbech. tek@kl.dk