Mere hjælp på vej til ældre i Aalborg
tekst Sascha Reiffenstein Petersen
Udvalgte ældre får en times ekstra hjemmehjælp i Aalborg Kommune. Det sker på grund af en klippekortordning, der bliver genindført. I 2018 får de ældre 4,8 millioner igennem ordningen. Det svarer til, at 350 borgere kan få en times ekstra hjemmehjælp hver uge. De første ældre kan få hjælp fra den 1. marts i år.
I 2015 og i 2016 havde de ældre også glæde af ordningen, der var en del af finansloven. Klippekortet blev dog afskaffet, da puljerne ophørte.
Rådmand Jørgen Hein (R)fra Ældre- og Handicapudvalget er glad for, at svage ældre igen får ekstra hjælp:
– Vi har rigtig gode erfaringer med klippekortet til ekstra hjemmehjælp. Det giver vores svageste ældre borgere mulighed for selv at vælge, hvad de ønsker ekstra hjælp til. Det kan for eksempel være til indkøb, madlavning eller ledsagelse. Og den ældre kan spare klip sammen til aktiviteter, der ikke kan klares på en time som for eksempel en tur i zoo eller ledsagelse til en familiebegivenhed. Det er helt op til den enkelte ældre, og vi ved fra tidligere år, at det har en positiv effekt på deres livskvalitet, siger Jørgen Hein i en pressemeddelelse. sarp@kl.dk