
Ny vejledning om vold og trusler i lokalpolitik
tekst Amalie Guldborg Olesen
Hav alle relevante telefonnumre klar på din telefon, så du hurtigt kan tilkalde hjælp, hvis en ubehagelig situation opstår. Sådan lyder ét af flere råd i den nye vejledning som i dag er tikket ind i mailindbakken hos samtlige kommunal- og regionspolitikere i Danmark. Den skal klæde politikerne bedre på til, hvordan de håndterer ubehagelige oplevelser.
Den nye udgave af vejledningen kommer som reaktion på undersøgelsen fra november 2017, der viste, at op mod hver fjerde lokalpolitiker var blevet udsat for enten chikane, vold, trusler eller hærværk.
− Den enkelte kommunalpolitiker skal kunne bruge den nye vejledning til at hente råd og inspiration til, hvordan de tackler det, hvis de udsættes for ubehageligheder i forbindelse med deres politiske arbejde. Og KL opfordrer samtidig alle kommunalbestyrelser til, at de bruger vejledningen som anledning til at få talt sammen og sætte fokus på den her problematik, siger KL-formand Martin Damm i en pressemeddelelse.
Råd til sociale medier
Vejledningen er 54 sider lang og kommer både omkring, hvad vold, trusler, hærværk og chikane egentlig er, hvordan man vurderer, hvor stor risikoen reelt er, hvad man kan gøre for at forebygge, at hændelserne sker også lokalt, samt hvilken strafferetlig beskyttelse man har som politiker. Alle delene underbygges af konkrete råd.
Som noget nyt er der også en hel del om, hvordan man skal håndtere de ubehageligheder, man også kan møde, hvis man som kommunalpolitiker er aktiv på sociale medier som for eksempel Facebook og Twitter.
Den nye vejledning er en revideret udgave af den eksisterende fra 2006. Den er udarbejdet af KL, Danske Regioner og Økonomi- og Indenrigsministeriet, med hjælp fra Politiets Efterretningstjeneste. amgo@kl.dk