
S-politiker vil indføre opdragelse af forældre
tekst Tom Ekeroth
Sønderborg får som andre kommuner flere overvægtige borgere. Formanden for kommunens Sundhedsudvalg vil sætte ind for stigende overvægt hos børn, og han vil ifølge Jydske Vestkysten forsøge at få indført en form for forældreopdragelse, hvor kommunen indgår kontrakter med forældre om at tage større ansvar for deres børns sundhed:
– Trods adskillige projekter og kampagner går det den forkerte vej. Vi må bare erkende, at det ikke længere virker at appellere til fornuften, siger Helge Larsen til avisen.
Hvordan det med opdragelse af forældrene skal foregå, vil han sammen med andre politikere drøfte med den kommunale forvaltning.
– Men det kunne være krav om, at man som forældre sørger for, at ens børn kommer ud at lege et vis antal timer i ugen. Forældrene kunne også selv trække i sportstøjet og løbe med børnene, foreslår Helge Larsen.
Andre krav kunne være tidsbegrænsninger for børnenes brug af iPad og mobiltelefon, krav om at forældrene cykler med deres mindreårige børn i skole, inddrager dem i madlavningen og ændrer kostvaner.
– Fredagsslik er i orden. Vi skal også hygge os. Men slik hver dag bør ikke ske, mener han.
Helge Larsen er godt klar over, at han kan få nogle ret kraftige reaktioner på sit forslag:
– Det tager jeg med. Det her er et nødvendigt, men kærligt spark. Vi ved, at fedme og inaktivitet giver risiko for rigtig mange livsstilssygdomme, siger Helge Larsen (S) til Jydske Vestkysten. tek@kl.dk