
Kerteminde fik overskud på 18,3 millioner kroner – men der skal stadig spares
tekst Tom Ekeroth
I budgettet for 2017 havde Kerteminde Kommune forventet et underskud på to millioner kroner, men på trods af en udfordret økonomi i 2017, er det med en benhård styring af udgifterne lykkedes at vende minus til plus, og regnskabet viser derfor et overskud på 18,3 millioner kroner. Overskuddet dækker over et plus fra den ordinære drift på 55 millioner kroner, minus kommunens udgifter til anlægsinvesteringer.
– I forhold til den økonomiske politik er det vores mål, at resultatet af den ordinære drift skal give et overskud på 55 millioner kroner. Det har vi ikke kunnet de sidste tre år. Det kunne vi så sidste år, siger kommunaldirektør Tim Jeppesen til Fyens Stiftstidende.
Det har tidligere navnlig været arbejdsmarkedsområdet, hvor det har været særdeles svært at overholde budgetterne.
Derfor var der i 2017 afsat ekstra midler til området, men det lykkedes at holde udgifterne i ro, så der er brugt 21 million kroner mindre end budgetteret på området.
– Det var et af de området, der var ved at løbe løbsk i forhold til budgettet, men administrationen har vist rettidig omhu og anvist os nogle håndtag, vi kunne trække i, og det har hjulpet, siger borgmester Kasper Ejsing Olesen (S).
Et overskud på 18,3 millioner kroner betyder dog ikke, at den tidligere annoncerede sparerunde, hvor politikerne skal finde omkring 60 millioner kroner i budgettet frem til 2021, er aflyst.
– Selv om vi er kommet lidt bedre ud end forventet, så ligger vi kun lige på det overskud, vi gerne vil. Selvom vi har fået et godt resultat, er det ikke sådan, at man kan kaste om sig med pengene i Kerteminde, advarer Tim Jeppesen i Fyens Stiftstidende og understreger, at det er en forudsætning for, at budgetterne holder i de kommende år, at kommunen gennemfører de planlagte besparelser.
De 18,3 millioner kroner skal i stedet i kassebeholdningen og betale af på kommunens gæld.
Kerteminde Kommune har hyret KLK (KL's Konsulentvirksomhed) til at finde forslag til besparelser for 60 millioner kroner. Forslagene forventes at blive præsenteret inden sommerferien. tek@kl.dk