
Rådhus skal renoveres for 15 millioner kroner
tekst Tom Ekeroth
Rådhuset i Aabenraa er blevet gennemgået af byggesagkyndige og resultatet var ikke opmuntrende. Der blev blandt andet konstateret, at der på grund af utætheder er tegn på råd i konstruktionerne bag facadebeklædninger. Det står heller ikke godt til omkring vinduer og vinduespartier.
Gennemgangen af rådhuset betyder, at der hurtigst muligt skal sættes et større renoveringsarbejde i gang, og Kommunale Ejendomme har vurderet, at det vil koste omkring 15 millioner.
– Det er en stor renoveringsopgave, som vi skal i gang med, men det er ikke et spørgsmål, om det skal laves, for det skal det, siger Aabenraas borgmester, Thomas Andresen (V), til Jydske Vestkysten.
Aabenraa Rådhus blev opført fra 1977 til 1980. Kommunen er blevet anbefalet en udskiftning af alle aluminiumspartier, vinduer og døre i bygningen over en fem-årig periode. Perioden bør, på baggrund af risiko for fordyrende følgeskader, ikke gøres længere end fem år, lyder det i anbefalingen. Første skridt bliver derfor nu at finde ud af, hvem der skal stå for renoveringsarbejdet.
Sagen blev diskuteret på det sidste møde i Aabenraa Kommunes økonomiudvalg, men der blev ikke truffet nogen beslutning om, hvor de 15 millioner kroner skal komme fra.
– Finansieringen bliver afklaret i forbindelse med årets budgetseminar, siger Thomas Andresen. tek@kl.dk