
Fanø-borgmester beder Unesco om hjælp i havnestrid med Esbjerg
tekst Thomas Kokholm Nielsen
Fanøs Alternative borgmester Sofie Valbjørn frygter en planerne om at udvide Esbjerg havn med en million kvadratmeter kan få konsekvenser for naturen i vadehavet, og dermed kan true vadehavets plads Unescos verdensnaturarvsliste.
Derfor har hun sendt et brev til FN's Organisation for Uddannelse, Videnskab og Kultur (Unesco) udtrykker stor bekymring for Vadehavet, og beder dem vurdere konsekvenserne.
– Vi er dybt bekymrede for Vadehavets skrøbelige natur. Vi frygter, at der er så store erhvervsmæssige interesser på spil, at det kan komme til at overskygge ansvaret for naturen, siger Sofie Valbjørn til Ritzau.
Hun håber, at de danske politikere vil overveje sagen i det lys, hvis Unesco stiller sig kritisk.
Erhverv over natur
Havneudvidelsen i Esbjerg skal blandt andet sikre plads til udskibning af vindmøller. Borgmester Sofie Valbjørn mener at projektet bærer præg af hensyn til erhvervsinteresser frem for naturinteresser.
Esbjergs borgmester, Jesper Frost Rasmussen (V), forklarede i sidste uge, at der skal laves en undersøgelse af, om Vadehavet vil blive påvirket.
– Man har selvfølgelig rådført sig med kloge mennesker på forhånd, så man har en klar forventning om, at den havneudvidelse, man har søgt om, kan godkendes, uden at det har store påvirkninger, sagde han ifølge Ritzau.
Den redegørelse vil naboborgmesteren Sofie Valbjørn dog ikke vente på, og føler sig kaldet til at handle nu. tkn@kl.dk