
Sparede penge på lockout skal blive i institutionerne
tekst Thomas Kokholm Nielsen
På et byrådsmøde i starten af denne uge besluttede Nyborg Kommune, at give borgere og ansatte en garanti for, at der ikke forsvinder penge fra de områder de er øremærkede til i tilfælde af en konflikt.
– Vi håber ikke, at der kommer nogen konflikt. Men hvis den skulle komme, har vi lavet en beslutning om, at pengene bliver hos de enkelte institutioner, skoler og plejehjem for at tilgodese personalet, børn, forældre og pårørende, der måske føler sig løbet over ende af lockouten, siger Martin Huus, der er medlem af byrådet for Venstre til Altinget.
Flere gør det
Byrådet har ikke taget stilling til, hvordan pengene skal bruges. Det vil politikerne først tage stilling til efter en eventuel konflikt.
Men skulle det komme så vidt, så synes Martin Huus, at det skal være op til institutionerne selv.
– Det vil være rimeligt, at skolen, institutionen eller plejehjemmet får mulighed for at disponere de ekstra kroner, som de synes, at det er bedst, siger Martin Huus.
Flere kommuner har lavet lignende forslag, hvor de garantere, at de ikke vil tjene på konflikten. Det gælder Albertslund og Ishøj Kommuner, mens en række andre kommuner har sagt, at de overvejer lignende. tkn@kl.dk