
Ny direktør for pleje og omsorg i Rebild
tekst Thomas Kokholm Nielsen
Charlotte Larsen er 51 år gammel og kommer fra en stilling som kontorchef i Region Nordjylland. Hun har mere end ti års ledererfaring, primært inden for sundhedsområdet.
– Jeg har i mange år samarbejdet med de nordjyske kommuner, særligt på sundhedsområdet. Jeg glæder mig til at skulle bidrage til udviklingen af Rebild Kommune i samarbejde med politikere, ledere og medarbejdere på de områder, jeg får ansvaret for, siger Charlotte Larsen.
Kommunaldirektør Jes Lunde glæder sig også til samarbejdet:
– Vi har haft et særdeles godt ansøgerfelt, hvor mange stærke kandidater har budt ind – og jeg glæder mig rigtig meget til et godt samarbejde med Charlotte.
Det var et enigt ansættelsesudvalg, der indstillede Charlotte Larsen til direktørstillingen – en indstilling som byrådet tiltrådte onsdag aften.
Charlotte Larsen afløser Anne Krøjer der i februar fik job i Vesthimmerlands Kommune som ny direktør for deres Sundheds- og Kulturforvaltning.
Charlotte Larsen bor i Aalborg med sin mand og har to voksne døtre. Hun nyder både naturen og byens kulturtilbud, når arbejdskalenderen tillader det. Som barn var Rebild Bakker et yndet udflugtsmål – en tradition der nu er mulighed for at tage op igen. tkn@kl.dk