
Ingen vikar for sygemeldt borgmester
tekst Rudi Holm
Enhedslisten København har besluttet ikke at udpege en vikar for den sygemeldte teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL). Det skyldes, at man forventer, at hun hurtigt vender tilbage, oplyser TV2 Lorry.
Borgmesteren valgte at trække stikket i søndags den 7. april som følge af, at der blev begået en voldtægt i hendes hjem natten til den 1. april.
Et nu tidligere bestyrelsesmedlem hos Enhedslisten København er varetægtsfængslet i sagen. Han nægter sig skyldig i sigtelsen.
Enhedslistens lokalafdeling holdt i aftes et bestyrelsesmøde for at tage stilling til situationen. Efterfølgende kom bestyrelsesmedlem Maria Nielsen med følgende udtalelse på vegne af Enhedslisten København:
– Enhedslisten Københavns bestyrelse har besluttet, at der ikke udpeges en vikar for Ninna Hedeager Olsen. Vi forventer, at hun vender hurtigt tilbage og mener derfor ikke, det er nødvendigt lige nu. Vi vurderer selvfølgelig sagen løbende. Det her følger jo efter en forfærdelig sag, og jeg håber på forståelse for, at jeg ikke kan sige mere af hensyn til offeret og politiets efterforskning.
I et Facebook-opslag søndag skrev Ninna Hedeager Olsen, at hun er dybt berørt af sagen, at hun kender parterne og at overgrebet havde fundet sted i hendes hjem. ruh@kl.dk