
Kommunale ekspropriationer skal gås efter i sømmene
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Hvis en borger får eksproprieret sit hus på grund af vejbyggeri eller lignende, skal vedkommende i fremtiden kunne nøjes med at gå til en instans og få en samlet afgørelse. Det mener regeringen, der sætter gang i et lovgivningsarbejde, som skal styrke borgernes retssikkerhed.
Målet er at få oprettet en ny instans, der skal hedde Klagenævnet for ekspropriation og taksation. Her skal borgerne kunne sende deres klager over afgørelser i ekspropriationssager til.
##ContentBoxStart##251101##ContentBoxEnd##
Desuden skal både kommunale og statslige ekspropriationer samles under en fælles lov. Det skal sikre, at borgere ikke skal jonglere med flere forskellige regelsæt, når de bliver udsat for ekspropriation.
– Jeg er meget tilfreds med udsigterne til, at borgerne får en mere enkel og gennemskuelig ekspropriations- og taksationsproces. Det er indgribende for en borger at blive berørt af en ekspropriation, og vi skylder som lovgivere, at processen er så gennemskuelig og effektiv som overhovedet muligt. De berørte borgere betaler nemlig en høj pris for, at samfundet som helhed kan udvikle sig til glæde og gavn for os alle, siger transport-, bygning- og boligminister Ole Birk Olesen.
Lovgivningsarbejdet kommer, efter Ekspropriationsudvalget i sommeren 2018 konkluderede, at det kommunale system for ekspropriation er unødvendigt forgrenet og kompleks.
Transport-, Bygnings- og Boligministeriet regner med at kunne fremsætte et lovforslag i det næste folketingsår. jki@kl.dk