
Efter voldtægtssag: Borgmester sygemelder sig
tekst Rudi Holm
Teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune, Ninna Hedeager Olsen (EL), har sygemeldt sig som følge af en voldtægtssag, der fandt sted i hendes lejlighed. Gerningsmanden var angiveligt et bestyrelsesmedlem af den københavnske lokalafdeling af Enhedslisten, som torsdag selv meldte sig til politiet og efterfølgende har trukket sig fra sine politiske poster.
– Jeg er dybt berørt. Det foregik i mit hjem. Jeg kender parterne. Det vigtigste for mig har været at tale med offeret, støtte hende og få hende til at erkende, at hun er uden skyld, skriver Ninna Hedeager Olsen på Facebook.
Ifølge den nu sygemeldte teknik- og miljøborgmester meldte gerningsmanden sig først efter pres fra hende.
– Oplevelsen viser, hvad vi desværre godt ved. At voldtægt typisk ikke begås af fremmede på en mørk gade. Langt oftere begås det i tættere relationer af dem, som man stoler på, lukker ind i sit hjem og lader overnatte, skriver hun.
Først i aften vil Enhedslistens medlemmer af byrådet tage stilling til, hvem der skal overtage Ninna Hedeager Olsens opgaver.
– Personligt og som gruppeformand støtter jeg Ninna i hendes beslutning om det videre forløb, skriver Enhedslistens gruppeformand i København, Karina Vestergård Madsen, på sin Facebookprofil. ruh@kl.dk