
Pædagoger: Vi er for få voksne
tekst Rudi Holm
8 ud af 10 af landets pædagoger har indenfor den sidste uge oplevet, at der var for få voksne i børnehaver og vuggestuer i forhold til arbejdsopgaverne. Det viser en ny undersøgelse, som fagforbundet BUPL har foretaget blandt sine ansatte.
Knap 14.000 pædagoger og ledere har svaret, og det gør undersøgelsen til den hidtil største kortlægning af pædagogers vilkår i daginstitutionerne.
Cirka to ud af tre af de medvirkende siger, at de ikke kan drage tilstrækkelig omsorg for et eller flere børn på grund af personalemangel. Og 68 procent kan ikke give støtte til sårbare og udsatte børn.
– Undersøgelsen er endnu et stærkt vidnesbyrd på en alt for presset hverdag i institutionerne, og den bekræfter kun, at der er brug for en national genopretningsplan for børneområdet, siger BUPL-formand Elisa Rimpler.
Ifølge undersøgelsen mangler pædagogerne tid til børnene på alle fronter: De mangler tid til omsorg, tid til at arbejde med børnene i mindre grupper og tid til sårbare og udsatte børn. Med udsigten til 70.000 flere småbørn over de næste 10 år vil presset på institutionerne kun vokse, mener BUPL.
– Derfor er det på høje tid at få bremset besparelserne og sikre en grænse for, hvor mange børn pædagoger kan stå alene med. BUPL peger på en national genopretningsplan, der skal forpligte både Christiansborg og kommunerne – og som skal indeholde minimumsnormeringer, der lægger en bundgrænse for, hvor mange børn hver pædagog skal have ansvar for, påpeger fagforbundet i en pressemeddelelse. ruh@kl.dk