
Sygemeldt EL-borgmester afkrævet lægeattest af kommunen
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Enhedslistens teknik- og miljøborgmester, Ninna Hedeager Olsen, er efter fire måneders sygefravær fra sit hverv i Københavns Kommune blevet afkrævet en lægeattest. Det skete ifølge Københavns Kommunes Økonomiforvaltning i går onsdag, og samme dag afleverede Hedeager Olsen en lægeattest.
Lægeattesten dokumenterer, at hun fra den 23. april og indtil den 25. september ifølge lægens vurdering er uarbejdsdygtig.
Kravet om en lægeattest kommer efter længere tids omtale af Ninna Hedeager Olsens sygefravær. Hun har været fraværende siden april måned, hvor en kvinde angiveligt blev voldtaget til en fest i Hedeager Olsens lejlighed. Voldtægten skulle være foregået i Ninna Hedeager Olsens seng, hvor hun selv lå og sov. Hun vågnede ved, at den mistænkte gramsede på teknik- og miljøborgmesterens bryster.
Efter episoden meldte den mistænkte sig til politiet, og han er nu tiltalt for voldtægt og blufærdighedskrænkelse. Manden nægter sig skyldig.
Sygemeldt uden dokumentation
I Ninna Hedeager Olsens fravær har Karina Vestergård Madsen (EL) passet Teknik- og miljøforvaltningen. Det betyder, at så længe Hedeager Olsen er sygemeldt, oppebærer de begge løn, og at Enhedslisten dermed indkasserer dobbelt partiskat af de to lønninger. Teknik- og miljøborgmesterens løn er i omegnen af 100.000 kroner om måneden. Samme løn får hendes vikar.
Teknik- og miljøborgmesterens sygemelding har hidtil været uden dokumentation, og det har fremkaldt kritik fra blandt andre kolleger i Borgerrepræsentationen. Socialdemokratiets Jonas Bjørn Jensen har peget på, at hun burde fremlægge dokumentation for sin sygdom af hensyn til klarhed for borgerne.
I denne uge kom det frem, at den sygemeldte borgmester havde tilbragt nogle måneder på Tunø på en kro, som en af hendes veninder ejer. Her har hun i et ukendt omfang gået til hånde. Blandt andet har Jyllands-Posten skrevet, at flere gæster på kroen var blevet betjent af borgmesteren.
Den megen omtale fik derfor forvaltningen i København til at bede om dokumentation, som borgmesteren nu har afleveret. Borgerrepræsentationens Sekretariat vurderer på baggrund af lægeattesten, at Ninna Hedeager Olsen har lovligt forfald. jki@kl.dk