
Borgmester og handicapformand varsler katastrofe
tekst Thomas Kokholm Nielsen
På Twitter forklarer den konservative borgmester Michael Ziegler det sådan:
"Borgere med svære handicaps lever heldigvis længere og længere. Det er godt. Men det udfordrer økonomien i kommunerne for markant flere skal hjælpes og vi kompenseres slet ikke. Det udhuler velfærd. Folketinget må tage ansvar. Nu!"
Borgmesteren fra Høje Taastrup er gået sammen med formanden for Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen i håb at råbe regeringen op i forbindelse med økonomiforhandlingerne, om kommunernes økonomi for de næste to år.
Budskabet er, at der skal afsættes markant flere penge til handicapområdet - ellers lurer en katastrofe lige om hjørnet.
Rundt om i landet er der masser af eksempler på, at kommunerne må svinge sparekniven over handicapområdet.
I Michael Zieglers egen kommune er udgifterne til det specialiserede voksenområde, som omfatter alle tilbud og ydelser til voksne borgere med handicap eller sindslidelser, er eksploderet.
På ti år udgifterne i kommunen på omkring 50.000 indbyggere steget med 100 millioner kroner, og det kan få konsekvenser, hvis der ikke bliver gjort en indsats nu.
– Konsekvensen vil år for år være, at vi enten udhuler de kommunale velfærdsområder som skoler, daginstitutioner og ældrepleje, eller at vi ender med nogle helt uværdige tilbud til vores borgere med handicap, siger borgmester Michael Ziegler (K).
Ifølge beregninger fra KL er udgifterne på landsplan steget med 1,8 milliarder kroner i de seneste fem år alene til voksne med handicap eller psykiske vanskeligheder.
En milliard til brandslukning
Formand for Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen, håber, at der i økonomiforhandlingerne bliver afsat mindst en milliard kroner ekstra til handicapområdet.
Det er kun til at klare de umiddelbare merudgifter. Han mener også, at der skal en helt anden finansieringsmodel til.
–Der er behov for at se på den serviceramme, som kommunerne får udstukket fra Finansministeriet. Jeg forventer, at vi snart kan sætte os ned med social- og indenrigsministeren og finansministeren og se på, hvad vi kan gøre på længere sigt, så vi kan undgå de her brandslukninger, siger Thorkild Olesen.
Han foreslår, at forsøgsvis kunne prøve en model, hvor kommunerne kunne undtage visse sociale udgifter fra servicerammen.
Borgmester Michael Ziegler mener også, at der god grund til at diskutere en ny model, der ikke undergraver økonomien på andre velfærdsområder.
–For eksempel kunne det være en budgetgaranti, som sikrer, at den enkelte kommune har et incitament at gøre det klogt, men samtidigt så alle kommuner under ét får dækket deres udgifter på det her område, siger borgmesteren.
Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, mener at borgmesteren og Danske Handicaporganisationers formand påpeger et reelt problem. Han er dog forsigtig med at love noget konkret under forhandlingerne.
–Jeg er ganske overbevist om, at handicapområdet kommer på bordet i forbindelse med økonomiforhandlingerne og finanslovsforhandlingerne. Vi vil styrke velfærden, efter at den er blevet underfinansieret i en årrække med en borgerlig regering, siger finansordføreren til DR.