
Nu sker det: Borgmesterkæden skifter hænder i Roskilde
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
I eftermiddag skal borgmesterkæden i Roskilde Kommune om halsen på en ny person. I dag onsdag klokken 17 overtager Tomas Breddam (S) nemlig officielt borgmesterposten i Roskilde, som Joy Mogensen har efterladt for at blive kulturminister i den socialdemokratiske regering.
Til TV2 Lorry fortæller den kommende borgmester, at det bliver noget af en omvæltning at gå fra menigt byrådsmedlem til borgmester.
– Det hele har krævet lidt tid at vænne sig til, men onsdag bliver det alvor, når jeg får kæden på. Det er en dejlig følelse, og jeg glæder mig til at få det effektueret, siger Tomas Breddam.
Helt overraskende er overtagelsen dog ikke for Tomas Breddam. Joy Mogensen skal som bekendt på barsel, og Breddam var allerede udpeget som barselsvikar i den sammenhæng.
Joy Mogensen skal dog først på barsel til oktober, så overtagelsen er rykket frem et par måneder og blevet af permanent karakter.
Før Joy Mogensen blev udpeget som kulturminister havde Tomas Breddam udtalt, at han ikke gik rundt med en borgmester maven. Men da posten så så ud til at blive ledig endte han med at ombestemme sig.
Det fortalte han til Nyhedsmagasinet Danske Kommuner, da Joy Mogensen blev udnævnt til minister.
– Jeg sagde ja til at blive vikar i en afgrænset periode efter budgettet var på plads i oktober og så administrere ud fra det budget indtil sommerferien, hvor Joy ville komme tilbage. Nu er opgaven blevet en anden og lidt større opgave. Så nu handler det om at vi i den socialdemokratiske gruppe kigger hinanden i øjnene og finder ud af, hvem der bedst kan lede Roskilde Kommune og bedst varetage Socialdemokratiets interesser i Roskilde, sagde Tomas Breddam dengang.
Nu får han så både opgaven med at få forhandle budgettet på plads og lede kommunen indtil næste kommunalvalg. jki@kl.dk