
Borgmester vil have nyt udrejsecenter til Langeland
tekst Mads Brandsen
Regeringen har endnu ikke bestemt sig til, hvor den næste år vil placere de udlændinge, der i dag bor på Udrejsecenter Sjælsmark.
Nu kommer Langelands borgmester Tonni Hansen (SF) regeringen til undsætning.
Han vil drøfte muligheden for at placere et nyt udrejsecenter på Langeland, siger han til TV 2/Fyn.
– Det primære for mig er, at vi kan gøre noget for de her familier. Jeg ved fra tidligere, at langelænderne engagerer sig i familierne. Det sekundære er, at der vil være nogle arbejdspladser i at få et center eller få dem placeret i nogle hjem heromkring, lyder det fra borgmesteren.
Idéen om at få de afviste asylansøgere til Langeland vækker dog alt andet end begejstring hos Dansk Folkeparti.
– Vi har brugt to år nu på at komme af med det skidte ry, vi har fået. Folk har ligesom glemt det, og så gudhjælpemig starter han (borgmesteren, red.) det hele forfra, siger kommunalbestyrelsesmedlem Kim Welcher (DF) til TV 2/Fyn.
Langeland Kommune har tidligere drevet asylcentre. Det sidste lukkede i 2016 efter flere sager om seksuelle overgreb på asylansøgerne samt ledelsesmæssige problemer.
Lykkes det Langeland Kommune at få centret til øen, kommer det dog næppe til at blive kommunalt drevet. Det er i dag Kriminalforsorgen, der driver udrejsecentrene Sjælsmark og Kærshovedgård efter en kontrakt med Udlændingestyrelsen. mdbr@kl.dk