
Langeland finder ny topchef internt
tekst Mads Brandsen
Langeland ansætter tidligere vicekommunaldirektør Jani Hansen som ny kommunaldirektør. Hun var allerede konstitueret i stillingen.
En enig kommunalbestyrelse på Langeland gav mandag grønt lys til ansættelsen af Jani Hansen som kommunens nye kommunaldirektør.
- Jani Hansen er en sværvægter i den kommunale verden. Hun har mange års ledererfaring, både som økonomichef, direktør, vicekommunaldirektør og senest som konstitueret kommunaldirektør. Jeg er yderst tilfreds med, at en enig kommunalbestyrelse i dag bakker op om ansættelsesudvalgets indstilling, siger borgmester Tonni Hansen (SF) i en pressemeddelelse.
Jani Hansen, der oprindeligt er uddannet kommunom, har været ansat i den kommunale administration på Langeland siden 1980, hvor hun begyndte i den daværende Sydlangeland Kommune.
Siden 30. oktober har hun været konstitueret kommunaldirektør, da Benny Balsgaard fratrådte efter gensidig forståelse.
Jani Hansen tiltræder 1. januar. mdbr@kl.dk
Blå bog for Jani Hansen
- Født i 1962 i Bagenkop
- Bor i Tryggelev
- Gift med Palle og mor til Line på 27 år og Mads på 24 år
- Kontoruddannet i offentlig administration ved Sydlangeland Kommune
- Uddannet kommunom
- Diplomuddannelse i jura fra Handelshøjskolen i Kolding og diplommoduler i økonomi fra University College Syddanmark
- Fra 1980 forskellige funktioner i Sydlangeland Kommune og Langeland Kommune, herunder som pantefoged, souschef, bogholder og funktionsleder
- Fra 2011-2016 økonomichef i Langeland Kommune, efterfølgende udvidet med ansvar som personalechef og stabschef
- Fra 2015 medlem af direktionen i Langeland Kommune, fra 2017 som vicekommunaldirektør samme sted.