
20 tip til at få de ældre op af sofaen
tekst Sidsel Boye
Mange kommunale sundheds- og plejecentre arbejder ud fra, at ældre skal træne to og en halv time om ugen for, at det skal have positiv effekt. Men nu viser nye anbefalinger, som Københavns Universitet (KU) i dag lægger frem, at mindre også kan gøre det. Og det er godt nyt for dem, der har svært ved at komme i gang.
– Det betyder, at det kan være nemmere at overskue at starte med fysisk aktivitet, selv om man ikke har været aktiv i mange år. For nogle ældre vil det have betydning, hvis de starter med at gå en lille tur, eller hvis de rejser og sætter sig oftere. På den måde kan de aktiviteter, man laver i hverdagen, tælle med i regnskabet, siger professor Jens Bangsbo, Center for Holdspil og Sundhed.
Når ældre vil have godt af at komme op af sofaen, hænger det sammen med en rapport fra Sundhedsstyrelsen, som i januar konkluderede, at de ældre ikke er blevet sundere siden 2010, selv om de lever længere, og at der fortsat er stor ulighed i sundhed.
De nye anbefalinger, i alt 20, som bliver lagt frem på en konference på Dalum Landbrugsskole i Odense, er resultatet af et samarbejde mellem en gruppe internationale forskere, og de er baseret på 30 videnskabelige konklusioner.
En væsentlig pointe i de nye anbefalinger er, at den ældre befolkning ikke kan ses som én homogen gruppe, og derfor skal den fysiske aktivitet i højere grad tilpasses de ældres baggrund og forudsætninger, end man gør i dag.
– Faktorer som handicap, køn, etnicitet, religion og økonomi spiller en vigtigt rolle, men også erfaringer fra arbejdsliv som for eksempel nedslidning, samt omfanget og graden af sociale relationer er afgørende for de ældres lyst og evner til at være fysisk aktive, siger lektor Astrid Pernille Jespersen, Saxo-instituttet ved KU. sib@kl.dk.