
Ny direktør til Nordsjællandsk kommune
tekst Signe Rosa Skelbæk
Tidligere KL-konsulent Lisbeth Rindom starter d. 1. april som direktør med ansvar for børn, skoler og familier og kultur.
Hun er i dag direktør i Halsnæs Kommune med ansvar for skoler, dagtilbud, socialområdet, ældre og sundhed.
Inden hun i 2015 blev direktør, har hun blandt andet været chef for skoler og dagtilbud, konsulent i KL og har beklædt en række chefposter i både Halsnæs og København.
– På vegne af alle ansatte, så glæder jeg mig til at kunne byde Lisbeth velkommen i direktionen i Hillerød Kommune. Vi får en yderst kompetent og alsidig direktør til et område med meget stor bevågenhed. Vi har fundet et menneske med de værdier, vi vil have her hos os, og med den indstilling til det at låne et offentligt embede, som vi ønsker os, siger kommunaldirektør i Hillerød Kommune, Erik Nygreen, i en pressemeddelelse
– Samtidig med at jeg har store forventninger til hendes arbejde for fællesskabets folkevalgte. Jeg er sikker på, at Lisbeth med sin store erfaring er den helt rigtige til at lede de store fagområder videre, forsætter han.
Også borgmester Kirsten Jensen glæder sig til den nye direktør.
– Det er et stort og vigtigt område i vores kommune, Lisbeth Rindom skal være direktør for her. Det er et område, vi har høje ambitioner for, og hvor der også er et voksende økonomisk pres, og derfor er jeg glad for, at vi har fået en direktør med en solid ballast og en stærk faglig baggrund, siger Kirsten Jensen i pressemeddelelsen.
Lisbeth Rindom er cand. Pæd. i almen pædagogik fra PDU. Hun har desuden en master i offentlig ledelse.
Lisbeth Rindom er 60 år, bor i København med sin mand. Hun har to voksne børn. sisk@kl.dk