
Frederikshavnborgmester om udligningsslagsmål: Vil helst undgå sagsanlæg
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
20 kommuner har bedt advokatfirmaet HjulmandKaptain om at undersøge, om der er grundlag for et sagsanlæg mod staten. Kommunerne mener, at de er gået glip af millioner af kroner fra udligningssystemet på grund af fejlbehæftede beregninger siden 2014.
Nu er svaret kommet. Advokatfirmaet HjulmandKaptain mener, at de 20 kommuner har juridisk grundlag for at anlægge en sag mod staten.
Så nu skal de tyve kommuner hver især tage stilling til, om de vil gå videre med sagen til domstolene.
I Frederikshavn Kommune skal sagen først drøftes i Økonomiudvalget, og dernæst igennem systemet, før kommunen kan tage stilling til, om de vil føre sagen ved domstolene. Det fortæller borgmester Birgit S. Hansen (S).
– Jeg har videresendt advokatundersøgelsen til samtlige byrådsmedlemmer, så nu læser vi den rapport, vi har betalt for. Så tager vi snakken på et økonomiudvalgsmøde, siden et byrådsnøde, og så er vi ultimo februar klar tl at sige, om vi er med eller ikke er med i en retssag mod staten, siger Birgit S. Hansen.
Problematisk at føre sag mod staten
Birgit Hansen har endnu ikke gjort sin egen holdning til spørgsmålet op. Men rygmarvsreaktionen er, at hun helst ikke vil lægge sag an mod staten.
– Jeg synes, at det er problematisk at lægge sag an mod staten. Vi vil skulle bruge skatteborgernes penge på sagen, og det har jeg ikke lyst til, men på den anden side kan det nogle gange være nødvendigt at sige: hertil og ikke længere. Men jeg hælder mest til, at vi som udgangspunkt ikke er tjent med at løse konflikter med staten ved domstolene. Jeg er mest til demokrati, dialog og samarbejde, siger Birgit S. Hansen.
Hvis nogle af de tyve kommuner beslutter sig for at føre en sag mod staten, vil det som udgangspunkt handle om at få penge for 2018 og 2019. Fejlene i udligningssystemet gjorde Lemvig Kommune opmækrsom på i 2014, men det er først med virkning fra 2020, at fejlene er rettet. Til gengæld er vurderingen, at krav fra 2017 og før er forældede.
Derfor mangler Frederikshavn Kommune ifølge Birgit S. Hansen at få lavet et regnestykke, der viser, hvad det vil koste at føre en retssag mod staten, og hvad der eventuelt ville være at vinde.
– Vi kender ikke regnestykket endnu, så om jeg er for eller imod en retssag er mere et principspørgsmål. Hvor jeg håber, at vi kan løse det uden en retssag. Så hvis du vækker mig i nat og spørger, om jeg vil føre en sag mod staten, så er svaret nej. Men nu skal vi tale om det i byrådet og finde ud, hvad vores fælles holdning er, siger Birgit S. Hansen.
De 20 kommuner, der har bestilt advokatnotatet, er Hjørring, Guldborgsund, Næstved, Odsherred, Lolland, Svendborg, Rebild, Assens, Mariagerfjord, Randers, Lejre, Stevns, Vordingborg, Frederikshavn, Frederikssund, Jammerbugt, Brønderslev, Thisted, Kerteminde og Bornholm. jki@kl.dk