
Finansminister går til kamp for omstridt ordning, som kommune droppede
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Er du i aktivering eller flygtning, der går på sprogskole, så er det ikke nok at ringe en sygemelding ind. I stedet skal du møde op hos kommunens sygeplejerske, der vil vurdere, om du er for syg til at deltage. Sådan lød en omstridt ordning, som Skive Kommune indførte forrige år og udvidede i januar sidste år. Skive Kommune endte med at droppe ordningen, der ellers havde nedbragt sygefraværet markant, efter voldsom kritik.
Men nu kaster finansminister Kristian Jensen (V) sig ind i kampen for at få genoplivet ordningen. Det skriver DR Midtvest.
– Kan vi finde en kommune, der har knækket koden og sørget for at få nedbragt sygefraværet, skal vi rose dem og ikke skælde dem ud, siger Kristian Jensen.
Han vil nu tage fat i sin ministerkollega Troels Lund Poulsen (V) for at finde ud af, om de kan strikke en løsning sammen, som lovliggør ordningen.
Sygefravær faldt
Efter Skive Kommune indførte ordningen, faldt sygefraværet hos sprogskoleelever, aktiverede og borgere i virksomhedspraktik med 79 procent. Ordningen var et forsøg, der kun galdt personer på integrationsydelsen, men i januar sidste år sendte kommunen et brev ud til flere kontanthjælpsmodtagere, der fik at vide, at ordningen nu også galdt dem.
Det udløste en storm af klager, og kommunen måtte stikke halen mellem benene og kalde brevet for en fejl. Udvidelsen var nemlig ikke vedtaget politisk endnu. Efter klagestormen valgte Skive Kommune at nedlægge ordningen helt, da den blev vurderet som værende på kant med loven.
Dengang fortalte formand for erhvervs- og arbejdsmarkedsudvalget i Skive Kommune, Goska Rasmussen (V), til Nyhedsmagasinet Danske Kommuner, at hun på trods af klagestormen og nedlæggelsen var positivt indstillet over for ordningen.
– Nu har reglerne gjaldt i et års tid, og vi har oplevet en god, positiv virkning. Vi har halveret fraværet, og man kunne jo godt forestille sig, at det ville give en god virkning hos kontanthjælpsmodtagere med højt sygefravær, sagde hun.
Og nu får Skive Kommune altså hjælp fra Christiansborg til at genindføre ordningen.
– Uanset om vi snakker sprogskole, aktivering eller andet, har den offentlige sektor et enormt problem med sygefravær. Skive forsøger med en sygeplejerske at hjælpe folk til at gennemføre uddannelse eller aktivering. Nogle udlægger det som straf eller dyneløfteri. For mig at se er det en hjælp til den enkelte, siger Kristian Jensen.
Skive Kommune har siden nedlæggelsen af det tvungne sygeplejerskebesøg ændret ordningen, så det nu er et frivilligt tilbud til de ledige. De kan to gange om ugen få rådgivning af sygeplejersken.
Siden ordningen blev nedlagt, er sygefraværet blandt de ledige borgere steget igen. jki@kl.dk