
Kommuneindskærpelse fra ministeren: I er til for borgernes skyld
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Kommunerne har ikke gjort deres arbejde godt nok for at finde ud af, om nogle af deres borgere er blevet snydt for sygedagpenge. Det siger bekæftigelsesminister Troels Lund Poulsen til DR.
Indskærpelsen kommer, efter DR har afdækket, at landets fem største kommuner kun har fundet frem til to borgere, som uretmæssigt har fået stoppet deres sygedagpenge og derfor har penge til gode.
– Kommunerne er til for borgernes skyld, så landets kommuner har et ansvar for at sikre, at der ikke er borgere, der har krav på nogle økonomiske midler, som de ikke har fået, siger Troels Lund Poulsen.
Han har på baggrund af afdækning beordret Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering om at indskærpe over for kommunerne, at det er deres ansvar at undersøge, om nogle af deres borgere er blevet snydt.
– Der er helt givet flere sager at finde, og det er lige præcis derfor, at jeg har bedt Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering om at skrive rundt til landets kommuner for at gøre dem opmærksomme på deres ansvar, siger Troels Lund Poulsen (V).
Sagen om sygedagpenge er opstået, efter Landsretten slog fast, at en kommune ikke kan stoppe udbetalingen af en borgers sygedagpenge, inden de har truffet en afgørelse i borgerens sag. Hidtil havde kommunerne i flere tilfælde stoppet udbetalingen af borgeres sygedagpenge, inden kommunen havde været igennem partshøringer og nået til en endelig afgørelse.
Men det må man ikke, sagde Landsretten i maj sidste år og gik dermed imod den tolkning, som kommunerne og Ankestyrelsen havde haft af loven. Dommen betød, at kommunerne skulle gå igennem sager fra de sidste tre år for at undersøge, om de havde brugt den ulovlige praksis.
Det har København, Aalborg, Aarhus, Odense og Esbjerg gjort, men de har tilsammen kun fundet to sager, hvor de har handlet ulovligt. Til sammenligning har Ankestyrelsen screenet 3.200 klagesager. Styrelsen forventer at finde fejl i mere end 400 af sagerne og har peget på yderligere 230 sager, som styrelsen har bedt kommunerne om at gennemgå.
Flere af kommunerne har forklaret, at det ikke er muligt at lave en automatisk søgning, men at sagerne skal gennemgås manuelt. Derfor har de i stedet annonceret på egne hjemmesider og i nogle tilfælde i lokalaviser for at gøre borgerne opmærksomme på, at der kan være fejl i deres sager.
Til DR siger kontorchef i KL's center for vækst og beskæftigelse, Henrik Thomassen, at kommunerne gerne må vælge en løsning med at annoncere lokalt, hvis det er forbundet med en betydelig administrativ byrde at finde frem til gamle sager med fejl. jki@kl.dk