
KL: Folkeskolen har brug for bred opbakning
tekst Rudi Holm
Formanden for KL's Børne- og Undervisningsudvalg, Thomas Gyldal Petersen (S), opfordrer til, at alle parter omkring folkeskolen nu står sammen om den og bakker op om de nye rammer, som et bredt flertal i Folketinget i dag blev enige om.
– Det er godt, at der er enighed om justeringerne. Folkeskolen har brug for bred politisk opbakning. Det handler først og sidst om eleverne, som skal have en skoledag, der både uddanner og danner dem til livet. Vi har en god folkeskole, som vi i fællesskab skal arbejde for at gøre til et attraktivt valg for alle, siger han.
KL-udvalgsformanden ser frem til at drøfte økonomien i aftalen og pointerer, at han naturligvis forudsætter, at ændringerne er fuldt finansierede. Samtidig advarer han mod for mange dokumentationskrav.
– Umiddelbart er det svært ikke at bemærke de mange dokumentationskrav, som aftalen indeholder i forhold til blandt andet kortere skoledage. Vi skal passe på, at skolelederen ikke ender med at bruge alt for megen tid på det. Skolelederens vigtigste opgave er i samspil med lærere og pædagoger at sørge for, at skoledagen bliver bedst mulig for alle elever, fastslår Thomas Gyldal Petersen. ruh@kl.dk