
98.700 kroner betalte Københavns Kommune for et borgmesterfoto
tekst Sascha Reiffenstein Petersen
Da tidligere børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune Pia Allerslev (V) stoppede som borgmester i 2017, skulle deres tages et billede af hende. Det kom til at koste 98.700 kroner, viser en aktindsigt fra Københavns Kommune. Hun var den første borgmester der brød traditionen med malede portrætter og valgte at blive fotograferet i stedet.
Anders Drejer, professor i ledelsesstrategi ved Aalborg Universitet, mener, at det er "dybt problematisk og uansvarligt" at bruge skattekroner på den slags.
– Det sender et signal om, at politikerne bor på en anden planet. For at sige det direkte: Jeg mener, det er at pisse på de offentlige midler, siger han til Berlingske.
Prisen i Esbjerg er 410 kroner
Hvad de enkelte kommuner betaler for borgmesterportrætter, kan variere meget. For eksempel kostede portrættet af Esbjerg Kommunes nuværende borgmester, Jesper Frost (V), 410 kroner inklusive billedramme.
– I Esbjerg Kommune kunne vi under ingen omstændigheder finde på at bruge knap 100.000 kroner på et fotografi af en borgmester, siger Jesper Frost til Berlingske.
Det var den anerkendte kunstfotograf Trine Søndergaard, der fotograferede Pia Allerslev. Hun kan godt forstå, at det kan virke underligt, at man betaler så meget for et fotografi, når man også kan få taget et for 410 kroner. Men hun mener ikke, at man kan sammenligne det, da hun er kunstfotograf og normalt ikke laver den slags portrætter. Hun er normalt lønnet inden for det niveau, og derfor ligger prisen som den gør.
Helt lovligt
Valget af borgmesterportrætter er et holdningsspørgsmål, forklarer Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet.
– Hvis det er prisen, som kunstfotografen tager, så er det sådan, det er. Den almindelige borger vil måske mene, at det kan lyde som mange penge, men det er kommunen, som bestemmer, hvordan den prioriterer midlerne, siger Per Nikolaj Bukh til Berlingske. sarp@kl.dk