
Offentlig ledelse får sin egen festival
tekst Sidsel Boye
Offentlig ledelse får i hvert af de kommende tre år sin helt egen festival i form af en uge, som er fuldstændig helliget inspiration og trends og udveksling af erfaringer ledere, forskere, medarbejdere og ledelseskonsulenter imellem.
Initiativet til den nye tradition er en del af ledelses- og kompetencereformen, som innovationsminister Sophie Løhde og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen præsenterer i dag i Finansministeriet.
Ledelsesugen skal dække emner, der går på tværs af niveauer, sektorer og fagområder, og regeringen vil i den forbindelse sammen med KL og Danske Regioner tage initiativ til at udnævne en ambassadør for offentlig ledelse, der skal virke for et år ad gangen.
Ambassadøren skal dels stå i spidsen for ledelsesugen, men skal også deltage i den offentlige debat om ledelse og komme med gode eksempler på, hvor det lykkes at løse den offentlige sektors udfordringer med ledelse.
Ud over ledelsesugen og ambassadøren er det regeringens hensigt at invitere KL og Danske regioner til et nationalt partnerskab om ledelse og kompetencer. Partnerskabet skal følge op på reformudspillet fra regeringen, som den kalder: "En offentlig sektor rustet til fremtiden". sib@kl.dk