
Nu kan man fravælge halalslagtet kød i Horsens Kommune
tekst Sascha Reiffenstein Petersen
I Horsens Kommune er der endelig kommet et gennembrud i Dansk Folkepartis halalkødspolitik.
I flere år har Dansk Folkeparti i Horsens arbejdet for at forbyde rituelt slagtet kød i offentlige institutioner. Det fyldte især meget på dagsordenen under kommunalvalget i 2017. Men det lykkedes ikke for partiet at få opbakning til deres forslag.
I stedet er partiet gået efter en anden tankegang, og fra årsskiftet har partiet fået indført, at man skal kunne fravælge halalslagtet kød i kommunens institutioner.
Danske Folkeparti er glade for, at det endelig er lykkedes dem få et gennembrud.
– Halal-tanken er et angreb på vort sekulære samfund. Tanken om religiøs mad er forkastelig, så det er godt, at borgerne nu kan fravælge det, siger Claus Kvist Hansen (DF), der både er byrådsmedlem og folketingsmedlem, til Den Korte Avis.
Byrådsmedlem Michael Nedersøe (DF) har også allerede sørget for, at han personligt kommer til at undgå at spise halalslagtet kød fremover.
– Jeg har snakket med de andre byrådsmedlemmer fra Dansk Folkeparti, og vi var enige om at skrive til kommunaldirektøren og frabede os halalslagtet kød på Rådhuset. Jeg har også kontaktet mine børns skole og sagt nej til halalkød, fortæller Michael Nedersøe til samme avis.
Også Horsens viceborgmester, Martin Ravn (V) er godt tilfreds med initiativet.
– Vi har tilbud til for eksempel allergikere, veganere, folk, der ikke vil spise svinekød, og andre. Derfor er det helt rimeligt, at vi også har tilbud til borgere, der ikke vil spise kød fra rituelt-slagtede dyr, siger han til TV2Syd.
Horsens er den første kommune, der har gjort det muligt at fravælge halalslagtet kød i kommunens institutioner. sarp@kl.dk