
Morsø ansætter ny centerchef
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Det bliver den 55-årige Anne Trine Larsen, der skal være ny centerchef for børne- og familieafdelingen i Morsø Kommune. Det meddeler kommunen i en pressemeddelelse i dag onsdag.
Hun tager over, efter at Alex Bang Henriksen i oktober sidste år sagde op og forlod stillingen øjeblikkeligt. Ifølge Nordjyske forlod han stillingen efter pres fra økonomiudvalget og efter kritik af hans ledelsesstil.
Direktøren på området fremhæver da også Anne Trine Larsens ledelseskompetencer og personlige egenskaber.
– Hendes store erfaring og relevante indsigt i området gør, at hun hurtigt kan danne sig et overblik og sætte en præcis og klar ledelsesmæssig retning, fortæller direktør for Børn og Kultur i Morsø Kommune Torben Gregersen og fortsætter:
– Vi har i ansættelsesudvalget også lagt stor vægt på de mere personlige egenskaber, og her vil jeg gerne fremhæve, at Anne Trine Larsen er rigtig god til at skabe nye relationer, er meget systematisk og har et helhedsorienteret blik, som gør, at hendes profil er et stærkt match for både medarbejdere, borgere og politikere, siger han.
Anne Trine Larsen er udvalgt blandt et felt på i alt 19 ansøgere. Siden 2017 har hun været leder af familiesektionen i Skive Kommune, hvor hun havde ansvar for et budget på 125 millioner kroner.
Hun har en ph.d. i velfærdsudvikling og en kandidatgrad i ledelse og filosofi fra Økonomisk Institut på Aarhus Universitet.
Hun er opvokset på Lolland og Falster, men bor i Holstebro, hvor hun flyttede til for fire år siden. Ifølge pressemeddelelsen fra Morsø Kommune bruger hun sin fritid i naturen med sin partner Charlotte, hvor kajaksejllads på Limfjorden og svampeture er blandt interesserne.
Anne Trine Larsen tiltræder den 1. august. jki@kl.dk