
Sparer 135 millioner: Kommune vil trække varme ud af spildevand
Der er penge i skidtet, fristes man til at sige i Roskilde. Her vil man nemlig installere en varmepumpe i Bjergmarken Renseanlæg. Den skal trække varme ud af spildevandet og sende varmen ind i fjernvarmesystemet. På den måde regner Roskilde Kommune med at spare 135 millioner kroner over 20 år.
Ud over den økonomiske gevinst vil projektet også nedbringe CO2-udledningen.
Det er klima- og miljøudvalget i Roskilde Kommune, der har godkendt projektet, der kommer i forlængelse af en længerevarende indsats på klimaområdet, siger Roskildes borgmester, Joy Mogensen (S).
– Det her er et meget spændende og fremsynet projekt, som understøtter Roskilde Kommunes indsats på klimaområdet. Vi er først i landet med el-busser på alle vores linjer, og det har givet et stort løft på transportområdet. Tilsvarende arbejder vi intensivt med vores affald. Vi prioriterer genbrug og genanvendelse før energiudnyttelse og det betyder, at det her er en genial måde at opvarme vores vand til fjernvarme på, siger Joy Mogensen.
Udvalgsformand i klima- og miljøudvalget, Karim Friis Arfaoui (S), er så begejstret for projektet, at han konstaterer, at det kun er fuglene, som der ikke længere vil blive fyret for, der ikke vil opleve en gevinst.
– Fjernvarme er i forvejen en meget klimarigtig måde at levere varme på, når kilden til opvarmning af vandet ikke direkte er fossile brændstoffer. Normalt opvarmes vandet ved overskudsvarme fra el-produktion suppleret med affaldsforbrænding. Når vi kan trække 14 procent af vores varme ud af spildevandet, så er det en stor gevinst for os alle – måske lige med undtagelse af gråspurvene, siger han.
Det 20-årige forsøg med varmepumpen vil efter planen reducere CO2-udledningen med 5.933 tons over hele perioden og vil bidrage med 14 procent af den energi, som fjernvarmeselskabet Fors leverer i Roskilde Kommune. jki@kl.dk