
Pia Olsen Dyhr tændte fredspiben
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Efter Enhedslistens partiledertale, der buldrede frem med skarpe krav til Mette Frederiksen, var det Pia Olsen Dyhrs (SF) tur på talerstolen. Og i stedet for at trække fronterne op, fokuserede hun på drømme og visioner for et nyt Danmark, da hun gik på scenen på Folkemødet i Allinge på Bornholm.
– Vi har fået en unik mulighed. Vi kan sætte en ny retning for Danmark. En retning, hvor det ikke er pyntegrønt, men grønt. Vi kan investere i velfærd og sige nej til børnefattigdom. En retning, hvor internationale fællesskaber betyder noget. Hvor løsninger på globale problemer findes i fællesskab. Hvor vi lægger en fælles bund under selskabsskatten. Kære alle sammen; vi kan for pokker skrive danmarkshistorie. Og give børn rettigheder. Minimumsrettigheder, lød det fra Pia Olsen Dyhr.
Tidligere på dagen havde Enhedslistens Pernille Skipper været på scenen. Ligesom Pia Olsen Dyhr understregede hun, at valgresultatet er en mulighed for at sætte en ny retning. Men Skipper truede også med at en regering, som skaber mere ulighed, ikke kan få Enhedslistens støtte.
Pia Olsen Dyhr agerede i stedet opbakkende husbond til Mette Frederiksen og fokuserede derimod på fællesmængden i rød blok.
– Vi kommer alle med vores forskelligheder, forhistorier, politiske hjertebørn og smertebørn. Men vi er i store træk enige. Det skal vi holde fast i, når medierne trækker fronterne hårdt op, sagde Pia Olsen Dyhr og mindede om forhandlingerne efter valget i 2011, hvor SF og Socialdemokraterne forhandlede om at gå i regering med de Radikale.
– Vi kan alle huske det sorte tårn, som nærmest får det røde bryllup fra Game of Thrones til at ligne en familiefrokost. Vi har set, hvad der sker, når man ikke lytter til vælgerne, men af en eller anden grund vælger at videreføre en variation af det, vælgerne lige har stemt hjem. Og ja, uenighederne er der. Dem skal vi være ærlige om, men jeg vil vove at påstå, at fællesmængden er større. Vi har muligheden for at skabe ikke bare en bedre nutid, men en fantastisk fremtid. Vi kan lave klimalov. Pension til nedslidte. Bekæmpe fattigdom. Og give børn minimumsnormeringer, sagde Pia Olsen Dyhr.
Med hendes tale overstået har alle fire regeringsforhandlende partier været på hovedscenen i Allinge på Bornholm. I morgen fortsætter forhandlingerne. jki@kl.dk