
Politikere skal holde godt fast i deres politiske drømme
tekst Sidsel Boye
De fleste politikere blev valgt, fordi de brændte for noget, og det skal de holde fast i, selv om fagfolkene i forvaltningen slår deres ideer ned med fakta og fortæller dem om alt det, man ikke kan.
Det var et af de budskaber, borgmesteren fra Greve, Pernille Beckmann (V), havde med til Folkemødet, hvor hun stillede op til en snak om politisk ledelse sammen med borgmesterkollegaen Johannes Lundsfryd Jensen (S) fra Middelfart.
– Vi ved, at tillid til politikere har trange kår, og så meget desto mere skylder vi at stå ved det fundament, som vi blev valgt på. Politikerne skal holde fast i deres ideer, og så må forvaltningen finde en løsning. Man er i politik, fordi man drømmer om en bedre verden, og administrationen er sat i verden for at finde en løsning. Vi skal udfordre forvaltningen, og det er ikke nok at gøre det én gang, siger Pernille Beckmann.
Hun holder meget af de mennesker, som er omkring hende i forvaltningen, men hun fastholder, at de er fagfolk og ikke kolleger.
– Jeg er politiker og sat i verden for noget andet, og det kan man som politiker godt glemme indimellem, og derfor er det godt, at man for eksempel har nogen politiske kolleger, der kan minde én om, hvad politisk ledelse er, siger hun.
Kollega Johannes Lundsfryd Jensen, som i sit byråd har 14 ud af 25 pladser, oplever, at partiet er en større udfordring i politisk ledelse, end mange forestiller sig. For eksempel er der brug for ledelse, når flertallet vælger at tage hensyn til mindretallet i stedet for selv at tage alle de vigtige poster.
– Det kan være en svær situation, når en fra gruppen har været med i 16 år og havde regnet med, at det var hans tur. Det er også svært at komme til baglandet, som har knoklet i måneder med plakater og arbejdsprogram, og så har man gudhjælpemig givet nogle vigtige poster til de andre partier, forklarer Johannes Lundsfryd Jensen.
Han ser politisk ledelse i kommunerne som forskellig fra politisk ledelse i Folketinget.
– I kommunerne handler det om at finde løsninger. På landsplan handler det om at eksponere konflikter, der gør en forskel, og der kan man høste politisk gevinst på at fare ud med bål og brand i medierne. Vi høster gevinster på at have ordentlige relationer og en grundlæggende tillid, for så kan man få gennemført mere, siger Lundsfryd.
Begge borgmestre har prøvet at være ledere, før de kom ind i politik, og Pernille Beckmann siger om forskellen.
– Jeg var leder i hjemmehjælpen, og der kan man fyre dem, der ikke passer deres ting. I politik er vi nødt til at passe på de folk, der er valgt, og få det bedste ud af dem. Man skal talentudvikle, og man skal lære at elske dem, og det gælder også den anden vej. Det er både udfordrende og sjovt, siger hun.
Johannes Lundsfryd Jensen synes også, at politisk ledelse er mere komplekst end hans tidligere ledelsesjob i uddannelsesverdenen.
– I politik er alting til forhandling. Også efter at det er besluttet. Sådan er det også i organisationen, og der er altid en blind makker i form af offentligheden, siger borgmesteren. sib@kl.dk