
Furesø henter ny kommunaldirektør i Middelfart
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Steen Vinderslev, der hidtil har været kommunaldirektør i Middelfart Kommune, flytter til en tilsvarende stilling i Furesø Kommune. Det oplyser Furesø i en pressemeddelelse.
Beslutningen om at ansætte Vinderslev blev truffet i går aftes onsdag af kommunalbestyrelsen, efter et enigt ansættelsesudvalg havde peget på Middelfart-direktøren.
Ole Bondo Christensen (S), borgmester i Furesø, peger på Vinderslevs erfaring med erhvervsudvikling og fremme af klimadagsordenen som kompetencer, der er brug for i den nordsjællandske kommune.
– Steen Vinderslev har med mange års solid ledererfaring – heraf 8 år som kommunaldirektør – de kompetencer og den robusthed, der skal til for at sikre, at vi sammen kan løfte de spændende og udfordrende opgaver, vi står overfor. Vi havde et rigtig stærkt ansøgerfelt til kommunaldirektørstillingen, men ansættelsesudvalget fandt, at Steen er den person, der med den sikreste hånd kan lede arbejdet med at føre byrådets politiske visioner og beslutninger ud i livet til gavn for borgerne, siger Ole Bondo Christensen.
Vinderslev har været kommunaldirektør i Middelfart Kommune de sidste otte år. Forinden var han forvaltningsdirektør samme sted. Han er uddannet cand.scient. i humangeografi ved Aarhus Universitet. Privat bor han med hustru Karen Heebøll. De har tre børn sammen.
Med Steen Vinderslev udnævnelse fortsætter en mindre kommunaldirektørrokade. Stillingen i Furesø blev nemlig ledig 1. juni, hvor daværende kommunaldirektør Christine Brochdorf valgte at takke ja tilet tilsvarende job i Egedal Kommune. Her havde Lars Wilms besluttet sig for at gå på pension.
Steen Vinderslev tiltræder i Furesø Kommune den 1. august. jki@kl.dk