
København vil droppe nationale test
tekst Signe Rosa Skelbæk
Testen der har til hensigt at måle elevers faglige niveau i skolefag er vældig omdiskuteret. Presser den eleverne unødigt? Kan man overhovedet måle det, man tror, man måler på? Diskussionen om testenes relevans i skolerne får nu København til søge om at blive fritaget fra at teste eleverne.
Dermed følger de i hælene på Aarhus, hvor er flertal i byrådet i april stemte for at sende en dispensationsansøgning under regeringens frikommuneforsøg, så eleverne bliver fritaget for test i deres skoleforløb
I København har borgerrepræsentationen netop stemt for at søge om at blive fritaget, og har desuden besluttet, at de skal droppes som styringsredskab i landets største kommune. Bag forslaget står Enhedslisten, som hele rød blok (inklusiv Alternativet) stemte for, skriver Berlingske.
– De er simpelthen for fejlbehæftede. Der er gennemført en ret omfattende undersøgelse af førende forskere inden for feltet i Danmark, som siger, at de er for upræcise, siger Knud Holt Nielsen (EL), der er medlem af børne- og ungdomsudvalget.
De nationale test blev indført i 2010 og måler elevernes faglige niveau i blandt andet dansk og matematik.
Elever i folkeskolerne skal gennem ti test i løbet af deres skoletid. De varer 45 minutter per gang og tages på en computer. Prøverne er adaptive, så sværhedsgraden justeres løbende, alt efter om eleven svarer rigtigt eller forkert på spørgsmålene.
Men forskere har kritiseret dem, og siden har flere kommuner søgt om at blive fritaget. Københavns Kommune går dog skridtet videre.
– Vi har også besluttet, at vi ikke vil bruge testresultaterne til at styre de københavnske skoler. Fremover kan resultater af nationale test ikke danne grundlag for krav, påtaler, sanktioner eller lignende overfor skoler eller skoleledere, siger Knud Holt Nielsen.
Undervisningsminister Merete Riisager (LA) har allerede sendt de nationale test til et eftersyn. sisk@kl.dk