
Privat plejehjemsfirma dropper kommune
tekst Signe Rosa Skelbæk
200 ældre borgere i Odense Kommune kan forvente nye ansigter, når de åbner døren for deres plejehjemsservice.
Det sker efter at firmaet Kære Pleje har meldt ud, at de ikke kan levere service til Odense Kommune, efter at man har valgt at ændre taksterne.
Det sker efter at Ældre-og Handicapudvalget i februar vedtog en ensartet afregning for leverandører af personlig pleje og praktisk bistand for de af kommunens borgere, der er visiterede til ældrepleje - en såkaldt forløbstakst. Det betyder, at leverandøren - uanset borgerens behov - afregnes med én takst for borgerne, skriver Fyens Stifttidende.
Det har fået Kære Pleje til at opsige deres samarbejde med Odense Kommune. Kære Plejes bestyrelsesformand Øjvind Hulgaard mener ikke, at serviceniveauet kan opretholdes med den nye økonomiske struktur.
– Med de forløbstakster sker der en radikal ændring i prisstrukturen, og det hænger ikke sammen. Vi har en pligt til at levere en ordentlig service, og det kan vi simpelthen ikke med den økonomiske ramme, der er lagt op til, siger han.
De nye forløbstakster træder i kraft per 1. januar 2020.
Bestyrelsesformanden tilføjer, at han frygter, at de nye takster vil komme til at betyde konkurser. Dem har der været en del af i Odense Kommune, senest da firmaet Hjælp til hjemmet gik konkurs tidligere på året. For at undgå det har Kære Pleje valgt at stoppe, mens legen er god, siger Øjvind Hulgaard. sisk@kl.dk