
Gladsaxe blandt de 43 bedste klimabyer
tekst Sidsel Boye
Når det gælder klimadagsordenen er Gladsaxe Kommune rigtig god til at indgå partnerskaber med virksomheder, boligafdelinger, parcelhusområder og borgere. Og den evne er en del af forklaringen på, hvorfor Gladsaxe klarer sig så godt i klimakapløbet på internationalt plan.
Kommunen har netop fået topkarakter for sit arbejde med at modvirke klimaforandringer. Blandt de i alt 600 byer, som hvert år rapporterer deres klimadata til Carbon Disclosure Projekt, er Gladsaxe blandt de kun syv procent, som har fået topkarakteren A.
Det var den daværende borgmester i Gladsaxe, Karin Søjberg Holst (S), der i 2015 underskrev en international klimapagt i forbindelse med FN's Klimatopmøde i Paris. Og ifølge den nuværende borgmester, Trine Græse (S) var Gladsaxe første kommune i Danmark, som indarbejdede FN's verdensmål for bæredygtig udvikling i sin kommunestrategi.
– De parametre, vi bliver målt på er blandt andet vores mangeårige samarbejde med byens borgere og virksomheder om energitiltag og grønne transportvaner, fortæller projektleder Anne Stougaard, som har skrevet den 32 sider lange afrapportering, som topkarakteren er baseret på.
Det nyeste klimatiltag i Gladsaxe er grønne bassiner, det vil sige en slags forsænket græsplæne, som bruges til opsamling af regnvand, så det ikke løber i kloakken.
Det hører med til den klimavenlige dagsorden, at Gladsaxe her i maj er gået i gang med at indsamle madaffald. Det vil sige at antallet af kommuner, som indsamler madaffald, nu er steget fra 40 til 41. sib@kl.dk