
Vordingborg taber retssag
tekst Rudi Holm
Vordingborg Kommune er i dag i Østre Landsret dømt til at skulle betale to misrøgtede børn i den såkaldte Mern-sag hver 300.000 kroner i erstatning.
I alt ni børn var involveret i sagen, men kun to af dem har stævnet kommunen for ikke at gribe ind over for den årelange mishandling, skriver Sjællandske.
Tilbage i 2012 blev plejefaren og plejemoren idømt henholdsvis 2,5 og to års fængsel for overgreb på de ni plejebørn.
Vordingborg Kommunes advokat mente under sagen, at det var Lolland Kommune, der havde ansvaret for de to børn, idet det var den tidligere Højreby Kommune, der var den anbringende kommune. Vordingborg Kommune havde efter egen opfattelse kun ansvaret for tilsyn med personalet og bygningerne, lød det under retssagen.
Omvendt plæderede børnenes advokat, Mads Krøger Pramming, for, at Vordingborg Kommune bar et ansvar.
– Der var adskillige advarsler, og over en 20-årig periode burde kommunens tilsynsførende have reageret på advarslerne og fundet ud af, hvad der i virkeligheden foregik hos plejefamilien. Derved kunne yderligere vold, psykisk terror og omsorgssvigt have været undgået, sagde advokaten under sin procedure. ruh@kl.dk